Aktier

Europa/aktier: Budgeturo rammer italienske aktier

Det italienske aktiemarked falder torsdag tungt af frygt for, at den italienske regering vil annoncere et stort budgetunderskud for næste år.

EU ønsker, at Italien holder budgetunderskuddet på under 2 pct. af bruttonationalproduktet, men avisen Corriera della Sera skriver ifølge Marketwatch, at regeringspartierne arbejder på en plan om et budgetunderskud på 2,4 pct.

På Milano-børsen falder det toneangivende aktieindeks med 1,3 pct. Til sammenligning ligger det tyske DAX-indeks bare 0,1 pct. lavere, og det britiske FTSE 100-indeks stiger med 0,2 pct.

Europa Stoxx 600-indekset ligger 0,2 pct. lavere, og danske Ambu gør en negativ figur, da aktie falder næstmest af alle med 14 pct. Nedturen kommer efter et nedjusteret kursmål og en uændret salgsanbefaling af Nordea.

Største fald går til det britiske medicinalselskab Indivior, der taber yderligere 19 pct. oven i et minus på 16 pct. onsdag, hvor selskabet nedjusterede forventningerne.

Europas højdespringer er svenske Hennes & Mauritz, der stiger over 10 pct. Det sker på ryggen af sit regnskab for tredje kvartal, der ellers ikke kun var positiv læsning.

Selskabet nåede for eksempel ikke i mål med forventningerne til overskuddet, der var på 4,01 mia. svenske kr. før skat, hvor analytikerne havde regnet med 4,20 mia. svenske kr. ifølge Bloomberg News.

H&M har fortsat problemer med lagerophobninger, påpeger Berenberg ifølge Bloomberg. Netop lagerophobningerne har været blandt årsagerne til et pres på aktien i første halvdel af regnskabsåret. H&M siger dog, at problemet kan blive løst uden yderligere nedskrivninger.

Den svenske erhvervsavis Dagens Industri råder torsdag investorerne til at sælge H&M-aktien. Avisens analytiker Richard Bråse mener, at de seneste ugers samlede fremgang på over 30 pct. savner rod i virkeligheden.

Læs også
Top job