Aktier

USA/åbning: Apple og Amazon medvirker til positiv åbning

De amerikanske aktier lægger torsdag som ventet fra land med mindre stigninger. 

S&P 500-indekset genvinder 0,1 pct. efter et fald i indekset på 0,3 pct. onsdag, hvor aktierne tabte terræn i den sene handel efter en indledningsvis positiv reaktion på den amerikanske centralbanks rentemeddelelse.

Også Nasdaq-indekset retter sig torsdag og stiger 0,4 pct., mens Dow Jones-indekset er åbnet uændret.

Blandt fokusaktierne er gamle kendinge som Apple og Amazon.

Apple stiger 1,7 pct., efter at JPMorgan har indledt dækning af aktien med anbefalingen "overvægt". Amazon stiger desuden 1,2 pct. Ifølge Reuters er detailkæmpen i fokus, da den åbner en fysisk butik i New York, der skal sælge legetøj og husholdningsartikler.

Fra regnskabsfronten er der kommet nyt fra krydstogtrederiet Carnival, ingrediensvirksomheden McCormick og apotekerkæden Rite Aid.

McCormick falder med 1,2 pct. Ingrediensvirksomhedens regnskab for tredje kvartal viser ifølge Bloomberg en omsætning på 1,35 mia. dollar i kvartalet, eller lige under analytikernes estimat på 1,36 mia. dollar. Resultatet per aktie på 1,28 dollar er til gengæld en anelse bedre end de ventede 1,27 dollar.

For aktionærerne i Rite Aid er regnskabet for andet kvartal af 2018/19 umiddelbart rar læsning. Såvel driftsoverskud som omsætning slår analytikerforventningerne, men aktien ligger uændret i den indledende handel torsdag.

For Carnivals aktionærer er åbningen alt andet end munter. Rederiaktien falder med næsten 8 pct. på baggrund af skuffende forventninger til fjerde kvartal. Her ventes et resultat på 0,65-0,69 dollar per aktie, mens analytikere havde forudset et resultat på 0,73 dollar ifølge Bloomberg.

Læs også
Top job