Aktier

USA/åbning: Tager revanche efter onsdagens markante korrektion

Inspireret af positive takter i den europæiske aktiehandel lægger de amerikanske aktiemarkeder torsdag de markante fald, der prægede onsdagens handel, bag sig og åbner med stigninger i de tre ledende indeks.

S&P 500-indekset stiger 0,7 pct. i den indledende handel, mens Dow Jones-indekset løftes 0,5 pct., og det teknologitunge Nasdaq-Indeks vinder 1,2 pct.

Onsdag tabte S&P 500 3,1 pct., og Dow Jones faldt 2,4 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks tabte 4,4 pct., og siden dykkede de asiatiske aktier. Men i Europa er stemningen vendt i grøn retning.

Torsdag er en af de helt store amerikanske regnskabsdage med planlagte rapporter fra flere end 250 selskaber.

Op til markedsåbningen har medicinalkoncernen Bristol-Myers Squibb leveret tal for tredje kvartal, som var bedre end ventet, og dertil forsødet regnskabet med en opjustering af forventningerne til hele året. I tredje kvartal havde selskabet en justeret indtjening på 1,09 dollar per aktie, som overgik markedets forventninger ifølge Bloomberg News på 0,91 dollar.

Selskabet opjusterer årsforventningerne til en justeret indtjening på 3,80-3,90 dollar per aktie mod tidligere 3,55-3,65 dollar, mens analytikerne forud for regnskabet havde estimeret 3,63 dollar. Medicinalaktien mister alligevel 3,3 pct. efter handelsstart.

Kollegaen Merck har også fremlagt pæne resultater før åbningen, og selskabet sender milliarder retur til aktionærerne i form af et forhøjet udbytte og et stort tilbagekøbsprogram for egne aktier. Kvartalet gav et et justeret overskud per aktie på 1,19 dollar, som overgik analytikerforventningerne om et resultat på 1,14 dollar ifølge Bloomberg News. Men Merck-aktien falder 4,1 pct. den indledende handel.

Også Twitter har offentliggjort regnskab med pæne resultater i tredje kvartal, hvor både omsætning og overskud var bedre end ventet i markedet. Til gengæld måtte selskabet igen se antallet af aktive brugere skuffe i forhold til markedets forventninger.

Aktien trækkes 15,7 pct. op i de første handler.

Blandt dagen højdespringere er Tesla-aktien, efter at elbilproducenten onsdag overraskede markedet med sit tredje kvartal, hvor selskabet leverede et overskud mod et ventet underskud, og hvor pengestrømmene var markant bedre end ventet. Aktien løftes 7,8 pct. fra handelsstart.

Aktien i tv-selskabet Comcast stiger 5,4 pct., efter at selskabets omsætning og bundlinje lå lidt over det ventede.

Efter børslukningen torsdag aften dansk tid kommer regnskaberne fra et par af de helt tunge selskaber. Det er Alphabet - Googles moderselskab - og handelsgiganten Amazon, som begge hører til Faang-familien, der også omfatter Facebook, Apple og Netflix.

Op til regnskabets time handles aktierne i de to kæmper begge 2,5 pct. højere.

Læs også
Top job