Aktier

Stærkt aktiecomeback torsdag - it trak for

De amerikanske aktier svingede næsten hele vejen tilbage i selen med store kursstigninger torsdag efter onsdagens store udsalg.

Foto: AP Photo/Richard Drew

Det brede S&P 500-indeks vandt 1,9 pct., mens Dow Jones-indekset steg 1,6 pct. Nasdaq, der onsdag smed hele 4,4 pct., gik op med 3,0 pct. torsdag.

- Onsdag var meget overgjort. Tingene er tydeligvis stabiliseret. Stemningen var så negativ, og man plejer at få de her ganske store vendinger bagefter, forklarer Ernesto Ramos, aktiechef hos BMO Asset Management, til Bloomberg News.

De nervøse investorer fandt torsdag lidt stærkere nerver frem, og de kunne også finde fortrøstning i en række opløftende regnskaber.

- Indstil nu har regnskabssæsonen i USA været anstændig med tal fra 30 pct. af selskaberne i S&P 500, målt på markedsværdi, og 83 pct. af dem har slået forventningerne, siger Kerry Craig, fra JPMorgan Asset Management, til Financial Times.

Fremgangen var torsdag ført an af it-aktierne og teknologiselskaberne i kommunikationsservice, der steg med henholdsvis 3,3 pct. og 2,7 pct. Cyklisk forbrug klemte sig ganske vist ind foran de to med et plus på 3,4 pct.

På selskabsfronten var der flere store hop. Særligt i FAANG-aktierne, som også stod hårdt for skud onsdag.

Amazon og Alphabet, Googles moderselskab, som begge efter markedets lukning torsdag kommer med regnskaber steg markant. Amazon vandt 7,1 pct., mens Alphabet steg 4,4 pct. Samtidig gik Apple op med 2,2 pct., mens Facebook fik et plus på 3,4 pct. Netflix hørte også til blandt vinderne med et resultat på 4,4 pct.

Onsdag kom en række vigtige regnskaber efter markedets lukning, og torsdag var også en af de store regnskabsdage med mere end 250 rapporter, så investorerne havde en del nyheder at forholde sig til.

Microsoft var en af dem, som onsdag aften løftede sløret for resultaterne i sit første kvartal. Både bund- og toplinje var bedre end ventet, og fremgangen var drevet af softwaregigantens cloud-forretning. Microsofts aktie blev belønnet torsdag med et plus på 5,8 pct.

Tesla overraskede også markedet efter børslukning onsdag med et overskud i andet kvartal, mens analytikerne havde regnet med et minus. Den frie pengestrøm var samtidig positiv med 881 mio. dollar mod ventede 280 mio. dollar. Teslas aktie vandt 9,1 pct.

Chipproducenten Advanced Micro dedvices (AMD) offentliggjorde onsdag aften sit regnskab, som i tredje kvartal var bedre end ventet. Guidance skuffede dog, og aktien faldt derfor med 15,5 pct. torsdag

Ford leverede også et lidt bedre resultat end ventet, og så gjorde det ikke så meget, at øgede omkostninger, usikkerhed og faldende salg i Europa og Kina betød, at bilproducenten droppede sit ellers ganske nye mål om at nå en driftsmargin på 8 pct. i 2020. Aktien vandt 9,9 pct.

Kreditkortselskabet Visas regnskab var også bedre end ventet i tredje kvartal, og samtidig kunne koncernen løfte sløret for en prognose for 2019, der ikke var så ringe som frygtet. Aktien steg på den baggrund 4,7 pct.

Medicinalselskaberne Bristol-Myers Squibb og Merck leverede begge bedre tal for tredje kvartal end ventet. Bristol-Myers krydrede sit regnskab med en opjustering, mens Merck forhøjede sit udbytte og kom med et stort aktietilbagekøb. Det gav dog ikke den store gevinst. Bristol-Myers steg 0,8 pct. Merck faldt 0,8 pct.

Det sociale medie Twitter leverede både overskud og omsætning over forventningerne på Wall Street i tredje kvartal. At Twitter har vendt underskud til overskud trumfede samtidig, at mediet skuffede på det gennemsnitlige antal af månedlige brugere ved at ramme 326 mio. mod ventede 330 mio. Aktien steg med 15,5 pct.

Endelig havde Comcast, der målt på omsætning er verdens næststørste tv-selskab, pæne resultater med til markedet i sit regnskab for tredje kvartal, og aktien gik op med 5,0 pct.

Læs også
Top job