Aktier

Aktier/åbning: Jyske og C25 falder - Genmab topper med stor stigning

En stor stigning til Genmab-aktien er ikke nok til at hive det danske aktiemarked op i et samlet plus, da blandt andet Jyske Bank er med til at trække i den negative retning oven på sit regnskab.

Efter kort tids handel falder C25-indekset 0,1 pct. til 1014,53, hvilket følger mandagens indeksstigning på 2,37 pct., der var den største endagsstigning for indekset, siden det blev etableret for knap to år siden.

Op til markedsåbning har der været usikkerhed om den generelle stemning, da de amerikanske aktier mandag aften gik fra plus til minus som følge af forlydender om, at den amerikanske regering forbereder en ny runde toldsatser på import af kinesiske varer, i tilfælde af at der ikke findes en løsning på handelskonflikten på et ventet møde mellem de to lande i november.

Historien ser også ud til at påvirke den generelle stemning herhjemme, men det er ikke nok til at afholde Genmab fra en stor stigning på 10,3 pct. til 940,80 kr. Mandag aften offentliggjorde biotekselskabet positive data med midlet Darzalex, eller Daratumumab, i et fase 3-studie, hvor midlet er blevet testet som førstelinjebehandling mod knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Revlimid og Dexamethason, som er lægernes førstevalg på det store amerikanske marked.

Jyske Bank er også i fokus efter at have præsenteret et regnskab for tredje kvartal, hvor toplinjen steg, men hvor der til gengæld var udgifter ud for nedskrivningerne og lavere indtjening på bundlinjen sammenlignet med samme periode sidste år. Forventningerne til helåret bliver dog fastholdt. Jyske Bank-aktien reagerer på regnskabet ved at falde 5,4 pct. til 277,90 kr.

Fra analysefronten har Novozymes fået hævet hævet anbefalingen hos JPMorgan til "neutral" fra "undervægt". Kursmålet er fortsat 300 kr., skriver Bloomberg News. Novozymes-aktien falder 0,1 pct. til 316,50 kr.

Ørsted har ligeledes analysenyt, da Morningstar har løftet anbefalingen af aktien til "køb" fra tidligere "hold". Samtidig er kursmålet også sat et hak op med 20 kr. fra 430 kr. til 450 kr., fremgår det af Bloomberg News. Ørsted-aktien stiger 0,8 pct. til 417,40 kr.

Også Royal Unibrew har fået nyt fra nyt fra analytikerkorpset, idet bryggeriets aktie nu bliver dækket af Kepler Cheuvreux med anbefalingen "reducer" og et kursmål på 380 kr. ifølge Bloomberg News. Unibrew-aktien falder 2 pct. til 454 kr.

Endelig får Novo Nordisk, som falder 0,5 pct. til 279,50 kr., opmærksomhed som følge af en artikel i avisen The Hill, som skriver, at de amerikanske læger, gennem interesseorganisationen American Medical Association, i et brev til de amerikanske konkurrencemyndigheder har opfordret til, at der skrides ind over for medicinalselskaber, som bidrager til højere insulinpriser.

Læs også
Top job