Aktier

Tirsdagens aktier: Jyske og Vestas holdt C25 nede trods Genmab-spring

Det danske C25-indeks faldt tirsdag tilbage efter mandagens rekordstigning.

Investorerne var ved at kløjes i Jyske Banks kvartalsregnskab, og Silkeborg-banken fik selskab i bunden af Vestas, der på ny rystes af meldinger om prisfald. I den grønne ende toppede Genmab efter lovende resultater i et lægemiddelforsøg.

Alt i alt faldt det danske eliteindeks, C25, med 0,5 pct. til 1010,8 efter mandagens stigning på 2,4 pct. - den bedste indekset nogensinde har haft i sine to år. Også i Europa pegede kurverne nedad på de fleste aktiegrafer.

- Når vi ser over de seneste uger, så er det stor volatilitet, der præger markederne, siger aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje til Ritzau Finans og uddyber:

- Vi så det amerikanske marked vende forholdsvis kraftigt rundt i går aftes, for hvis Donald Trump og Xi Jinping (USA's og Kinas præsidenter, red.) ikke kan nå til enighed om en handelsaftale, så træder der snart nye toldsatser i kraft. Det får skylden for den U-vending, men man skal nok se mere nuanceret på det, for der er mange risikoelementer.

Otto Friedrichsen nævner også en regnskabssæson i USA og Europa, der hidtil har været på det jævne, samt at renterne stiger hurtigt i USA og ændrer på investorernes valgmuligheder.

JYSKE BANK STRAFFET HÅRDT

Jyske Bank dumpede til bunds i C25. Banken fastholdt i sit kvartalsregnskab 2018-forventningerne og vil øge udbyttet, men der var modvind fra nedskrivningerne og beholdningsresultatet i tredje kvartal og derfor lavere overskud.

Senere bekræftede banken, at den har fået påbud fra Finanstilsynet efter en hvidvaskinspektion sidste år. Der er dog ikke lagt op til bøder eller en politianmeldelse, oplyser Jyske Bank, og aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank mener ikke, at man bør ligge søvnløs over den sag.

- Det tager jeg helt roligt, og man må forvente, at det også vil ramme andre banker. Hvidvask skal bekæmpes for enhver pris, men det er i praksis komplekst. Der kan være noget miskommunikation mellem bankerne og tilsynet, og det kan give anledning til påbud i ny og næ, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Aktionærerne fandt dog knivene frem og hakkede 10,8X pct. af Jyske Banks aktiekurs, da den faldt til 262 kr.

GENMAB KLART TIL TOPS

Genmab var til gengæld oven på efter de positive data med midlet Darzalex i et fase 3-studie, som biotekselskabet lagde ud mandag aften. Det viser optimistiske takter om midlets potentiale som førstelinjebehandling mod knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Revlimid og Dexamethason (RD), som er lægernes førstevalg på det store amerikanske marked.

Forsøgsresultaterne er ret skudsikre og vil sikre masser af dollar og cent til Genmab, mener analytikere fra finanshuset Jefferies.

- Vi mener, at disse data vil retfærdiggøre, at Darzalex plus RD bliver den nye standardbehandling, og det underbygger vores forventning om et topsalg på 10 mia. dollar på verdensplan, skriver optimisterne fra Jefferies i en analyse.

Genmab-aktien steg 6,0 pct. til 906,40 kr.

VESTAS, MÆRSK OG DSV PRESSET

Vestas-aktien vendte snuden nedad oven på regnskabet fra amerikanske General Electric. Den store vindmøllerival meldte nemlig om fortsat prispres, og det er den slags meldinger, der ødelægger festen for Vestas og de andre mølleproducenter. Aktien faldt 3,7 pct. til 407,40 kr.

A.P. Møller-Mærsk og DSV reagerer typisk negativt på truslen om en større handelskrig mellem USA og Kina og blandede sig også i bunden tirsdag med fald på 0,8 til 1,9 pct. Med til historien hører dog, at begge aktier var i stor fremgang mandag.

Uden for C25-indekset aflagde Tivoli et kvartalsregnskab, der som ventet viste stor fremgang i indtægterne oven på den varme sommer. Forventningerne til 2018, der blev opjusteret i august, fastholdes, og med ingen alarm og ingen overraskelser lå aktien længe uændret, inden den sidste på dagen faldt 0,6 pct. til en kurs på 636 kr.

Chemometec, der var mandagens store vinder med et løft på hele 25,5 pct. efter en opjustering, vågnede op fra den rare drøm med et dyk på 5,4 pct. til 59,60 kr.

Læs også
Top job