Aktier

USA/åbning: Apple sender Nasdaq i rødt i ellers positiv start

Teknologikæmpen Apple er i modvind i fredagens ellers overordnede positive åbning af det amerikanske arbejdsmarked.

Apples regnskab for fjerde kvartal 2017/18 torsdag aften var isoleret set pænt, men en skuffende prognose for indeværende kvartal har sendt aktien ud i et stort dyk, hvilket også sætter sit klare aftryk på Nasdaq-indekset, der klarer sig markant dårligere end de to øvrige ledende indeks.

Fra start falder Nasdaq-indekset således med 0,2 pct., mens S&P 500 løftes 0,3 pct., og Dow Jones-indekset stiger med 0,5 pct.

Årsagen til den generelt gode stemning er mere formildende toner fra USA's præsident, Donald Trump, i forhold til den verserende toldkrig mellem USA og Kina.

Præsidenten har nemlig luftet kommentarer om, at der kan falde en aftale med Kina på plads i løbet af november, der kan sætte en stopper for de eskalerende toldsatser på import af varer de to lande i mellem.

Euforien er dog blevet dæmpet en smule af en stærk arbejdsmarkedsrapport fredag eftermiddag, der kan indikere, at der måske er flere pengepolitiske stramninger på vej fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

APPLES FORVENTNINGER SKUFFER

Apple er startet klædt i rødt efter torsdagens regnskab.

Teknologikæmpen skuffede nemlig klart med sin salgsprognose for det igangværende første kvartal af 2018/19, og det har investorerne efterfølgende taget ilde op.

Apple regner med at levere en omsætning i det igangværende kvartal i intervallet 89-93 mia. dollar. Her lød konsensus blandt analytikerne på forhånd på 92,74 mia. dollar, viser estimater fra Bloomberg News.

Midtpunktet af Apples interval ligger dermed 1,74 mia. dollar under analytikernes estimat.

Den svage salgsprognose, som gælder for den vigtige shoppingsæson omkring Black Friday og julen, indikerer, at selskabet ikke har registreret en stærk efterspørgsel på de tre nye iPhones, det netop har lanceret.

Leverancen af modellerne XS, XS Max og XR startede den 26. oktober, og man har kunnet købe XS og XS Max i de sidste ti dage af det overståede kvartal.

I fjerde kvartal 2017/18 leverede Apple et overskud per aktie på 2,91 dollar mod ventet 2,78 dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News, og også omsætningen toppede forventningerne.

Prognosen for første kvartal 2018/19 vejer dog tilsyneladende klart tungest blandt investorerne, der fra start sender Apple ned med 6 pct. til 208,94 dollar.

REGNSKABER FRA EXXON OG ABBVIE BELØNNES

Fredag er der landet regnskaber fra Abbvie og Exxon Mobil inden markedets åbning, og begge er umiddelbart blevet modtaget positivt af investorerne.

Medicinalselskabet Abbvie havde en opjustering af forventningerne med til investorerne i sit regnskab for tredje kvartal, hvor indtjeningen per aktie samtidig var bedre end ventet.

Selskabet leverede et overskud på 2,14 dollar per aktie mod ventet 2,02 dollar blandt analytikerne. For hele året ventes der nu en samlet indtjening per aktie på 7,90-7,92 dollar mod den tidligere prognose om 7,76-7,86 dollar.

Det er over analytikernes forventninger, og samtidig skruede Abbvie også udbyttet højere op end forudset af markedet.

Aktien stiger med 3,8 pct. til 83,24 dollar i fredagens tidlige handel.

Olieselskabet Exxon Mobil toppede analytikernes forventninger ved at levere en indtjening per aktie på 1,46 dollar mod ventet 1,22 dollar blandt analytikerne. Den mest optimistiske analytiker havde endda blot ventet et overskud på 1,30 dollar.

Aktien bliver belønnet med en stigning på 1,3 pct. til 81,71 dollar.

ARBEJDSMARKEDSRAPPORT OVERRASKER POSITIVT

Med sig i baghovedet har investorerne også den netop offentliggjorte arbejdsmarkedsrapport for oktober, der umiddelbart var bedre end ventet.

Rapporten viste en jobskabelse uden for landbruget i USA på 250.000 i årets tiende måned, mens økonomerne havde sigtet efter 200.000 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Arbejdsløsheden blev opgjort til uændret 3,7 pct., hvilket var som ventet, mens timelønningerne på årsbasis gik frem med 3,1 pct. - også helt som ventet blandt økonomerne.

Læs også
Top job