Markedsoversigt: Solidt C25-plus og italiensk rentefokus
Tegn på forsoning mellem Italien og EU i striden om landets underskud var mandag med til at give positiv stemning på det danske aktiemarked, hvor Mærsk-aktierne endte som de mest stigende.
Samlet sluttede det danske eliteindeks, C25, 1,9 pct. højere i indeks 1051,59.
Mærsk B toppede i indekset med en stigning på 4,8 pct. til 9294 kr. Der var også positiv interesse for Novo Nordisk, der gik op med 2,6 pct. til 304,85 kr., efter at medicinalvirksomheden fredag kunne fremvise positive data fra det sidste af i alt ti studier i fase 3-programmet Pioneer.
Programmet har haft til hensigt at sikre den nødvendige dokumentation til at understøtte en markedsføringsgodkendelse til diabetespillen oral Semaglutid.
Oven på fredagens positive data har Pareto hævet anbefalingen af Novo-aktien til "køb" fra "hold", samtidig med at kursmålet skrues op med 30 kr. til 340 kr.
I den kedelige ende af det danske eliteindeks sluttede GN Group med et fald på 5,6 pct. til 238 kr. Med til at hive aktien ned var en sænket anbefaling fra ABG Sundal Collier, der nu anbefaler "sælg" mod før "køb". Samtidig er kursmålet reduceret til 225 kr. fra 320 kr.
Uden for C25-indekset steg NKT 10,5 pct. til 100,40 kr., efter at kabelproducenten søndag kunne oplyse, at den har fået en rekordstor ordre på omkring 300 mio. euro - svarende til 2,2 mia. kr. - til det tyske havvindmølleprojekt Ostwind 2.
Zealand Pharma kunne endvidere fortælle, at administrerende direktør Britt Meelby Jensen vil stoppe i selskabet, fordi hun har fået et andet job som topchef i et udenlandsk selskab, der ikke er i konkurrence med Zealand. Aktien endte 1,1 pct. højere i 81,50 kr.
På obligationsmarkedet kunne der konstateres stigende nordeuropæiske statsrenter, mens de italienske faldt, efter at den italienske regering så ud til at stille sig mindre på hælene over for EU i striden om landets budgetforslag.
Den italienske regering taler nu om at nedbringe det offentlige underskud i 2019 til omkring 2 pct. af bruttonationalproduktet fra de hidtidige 2,4 pct. Underskuddet vil stadig være markant højere end de 0,8 pct., den tidligere regering havde aftalt med EU.
"Men investorerne glæder sig over, at der nu er bevægelse og vilje til kompromis fra den italienske regering," skriver cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank.
Herhjemme lukkede den tiårige statsobligation i 0,32 pct. efter en stigning på 3 basispoint. Samtidig endte den tilsvarende italienske rente i 3,26 pct., som var 15 basispoint lavere end ved dansk børslukning fredag.
At de italienske statsrenter faldt så kraftigt, skyldtes ifølge Jacob Graven, at der nu kunne afværges en hård konfrontation mellem Italien og EU, som i yderste konsekvens kunne presse italienerne ud af euro-samarbejdet.
/ritzau/FINANS