Aktier/middag: Dyk i Ambu og Mærsk opvejes af plus i Novo og Lundbeck
Mærsk og Ambu ligger som de mest faldende aktier fredag ved 11.15-tiden, men det bliver til dels opvejet af plusser til medicinalselskaberne Novo og Lundbeck, og eliteindekset, C25, ligger kun til et begrænset fald på 0,1 pct. til 1043,57.
På de øvrige børser i Europa er faldene lidt større - i omegnen af 0,5 pct. - og de amerikanske aktiefutures peger på fald i størrelsesordenen 0,3 pct. fra åbningen på Wall Street i eftermiddag, da investorerne reducerer risici forud for weekendens G20-topmøde, som kan bringe nyt om handelskrigen mellem USA og Kina.
Herhjemme ligger den volatile aktie i Ambu 5,3 pct. lavere i 129,50, efter at en professor i Dagbladet Børsen sår tvivl om, at medicomarkedet er klar til Ambus engangsendoskoper. Det siger chefhandler Mads Zink til Bloomberg News.
- Men det er formentlig en overreaktion, da vi har hørt om disse bekymringer før fra denne specifikke læge, som tidligere har udtalt sig skeptisk om succesen for Ambus produkter, siger Mads Zink.
Ambu får i bunden af eliteindekset følgeskab af Mærsk B med et fald på 2,6 pct. til 9452 kr. Mærsk-aktierne har ellers haft en god periode med uafbrudte stigninger de foregående syv handelsdage, hvor B-aktien er steget fra 8618 kr. til torsdagens foreløbige højdepunkt på 9700 kr.
Fredagens rateopgørelse Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) over containerfragt fra Asien kan have været med til at vende stemningen, da det viste et fald for fjerde uge i træk. Det såkaldte SCFI-indeks, der opgøres af Shanghai Shipping Exchange, viste fald for ugen på 1,5 pct. til 890,41, og set over hele november er indekset faldet knap 9 pct.
Danske Bank falder endvidere 1,3 pct. til 130 kr. og følger en generelt negativ tendens blandt bankerne. Nordea ligger desuden 1,1 pct. lavere i 58,22, og Jyske Bank falder 1,1 pct. til 259,10 kr.
Ørsted falder endvidere for tredje dag i træk i forlængelse af selskabets kapitalmarkedsdag onsdag. Fredag siver den 0,7 pct. til 430,50 kr., og siden tirsdag er den faldet fra niveauet 457,50 kr.
Chr. Hansen, der sender 6,47 kr. per aktie ud i udbytte til sine ejere, svarende til halvdelen af 2017/18-overskuddet, ligger 0,3 pct. lavere i 595,40 kr. - svarende til et fald på 2 kr.
Blandt de stigende aktier topper Novo Nordisk med en stigning på 2,5 pct. til 306,65 kr., og Lundbeck stiger 1,4 pct. til 269,20 kr. Lundbeck-aktien nyder godt af positive resultater af et fase 2-forsøg, som selskabet har gennemført sammen med sin partner Otsuka inden for behandling af posttraumatisk stress-syndrom, også kaldet PTSD.
Vestas ligger desuden 1,5 pct. højere efter torsdagens kapitalmarkedsdag, hvor selskabets ledelse opdaterede analytikere, investorer og pressen om selskabets udvikling og planer.
Simcorp stiger desuden 0,3 pct. til 418,40 kr., selv om den amerikanske storbank Goldman Sachs har sænket kursmålet for aktien til 550 kr. fra 675 kr., uden at der bliver ændret ved købsanbefalingen.
DSV får også reduceret kursmålet hos den tyske investeringsbank Stifel til 596 kr. fra 623 kr., samtidig med at købsanbefalingen bliver fastholdt. Her er er kurspotentialet knap 16 pct. i forhold til torsdagens slutkurs på 515,40 kr. Fredag ligger aktien 0,5 pct. lavere i 512,60 kr.
Blandt børsens mindre aktier var der torsdag nyt fra Intermail, der solgte sit hovedsæde for 73 mio. kr. eksklusive omkostninger. Virksomheden bliver boende på en lejeaftale og må sluge en ny nedskrivning på 7,4 mio. kr. på ejendommen, men har til gengæld fået styrket soliditeten og balancen og nedbragt gælden "markant".
Intermail kom fredag formiddag med årsregnskab for 2017/18, som viste et driftsresultat, EBITDA, på 19,47 mio. kr. mod 21,6 mio. kr. året før. Aktien ligger 1,5 pct. højere i 20,20 kr.
Også Victoria Properties og Atlantic Petroleum ventes at aflægge regnskaber fredag. Her er der dog tale om status for tredje kvartal af deres respektive regnskabsår.
Spar Nord får hævet sin anbefaling hos Danske Bank til køb. Kursmålet løftes også med 5 kr. til 65 kr. Bankaktien reagerer ved at stige 1,5 pct. til 55,80 kr.
/ritzau/FINANS