Markedsoversigt: ISS fik den kolde skulder i trist marked
ISS' nye strategi blev taget dårligt imod af investorerne, som også generelt gik forsigtigt til aktiemarkedet mandag i lyset af fortsatte bekymringer over den globale vækst.
Nøgletal og politiske spændinger har på det seneste sået tvivl om holdbarheden af det økonomiske opsving i både USA, Kina og Europa, og den tiltagende politiske uro om Storbritanniens brexit-planer hjælper heller ikke på aktieappetitten i markedet.
De danske aktier var også ramt af sortsynet, og C25-indekset endte dagen 1,3 pct. lavere i 1025,76.
ISS stod for den største kurslussing, efter at selskabet offentliggjorde en ny strategiplan. Rengørings- og servicekoncernen varsler frasalg i 13 lande, hvilket vil reducere antallet af medarbejdere med 100.000 til 390.000.
ISS-aktien endte med at falde 5,8 pct. til 185,55 kr. og er efter godt tre ugers nedtur faldet til det laveste kursniveau siden januar 2015
Ifølge Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, kan det skyldes, at investorer, der har mere kortsigtede interesser, ikke er på linje med planerne.
Danske Bank, der blev fredagens topscorer i C25 med en stigning på 4,2 pct., faldt med 3,4 pct. til 137,35 kr.
Med i bunden af C25 lå Mærsk-aktierne. B-aktien dykkede 3,7 pct. til 8574 kr., efter at stridighederne mellem Kina og USA er blusset op igen og truer med at forstyrre den globale handelsvækst.
Chr. Hansen fik løftet sit kursmål af JPMorgan til 565 kr. fra 525 kr. Mandag faldt aktien på 2,4 pct. til 590.
Deutsche Bank hævede anbefalingen af Genmab til "køb" fra "hold". Det var med til at sende Genmab op i C25-toppen med en fremgang på 2,7 pct. til 1025 kr.
De britiske politikere har svært ved at blive enige om kursen for den planlagte skilsmisse fra EU, og tovtrækkeriet fortsatte mandag.
Premierminister Theresa May udskød den planlagte afstemning om skilsmisseaftalen, som ellers skulle være lagt frem for de britiske folkevalgte politikere tirsdag, men som hun stod til at tabe.
Beslutningen blev først bekræftet sent på eftermiddagen, men den blev rygtet allerede i løbet af formiddagen og satte gang i en nedtur for det britiske pund samt renterne på landets statsobligationer.
Omkring klokken 17 dansk tid var den britiske tiårige rente dykket til 1,20 pct. fra 1,25 pct. tidligere på dagen og 1,27 pct. i slutningen af sidste uge. Det er samtidig det laveste niveau i knap fire måneder.
Andetsteds i Europa var der ellers rentestigninger i starten af dagen - som stak i modsat retning fra fald på aktiemarkederne - men det blev modereret af brexit-uroen. Herhjemme lukkede den tiårige rente i 0,22 pct., eller godt det samme som fredag eftermiddag, efter at den svingede med 1 basispoint i begge retninger i dagens løb.
Den tyske statsrenter sluttede også omtrent uændret fra fredagens slutniveau.
Fra Tyskland kom der nyt om eksporten i oktober med en positivt overraskende stigning på 0,7 pct.
/ritzau/FINANS