Aktier/middag: Lundbeck og Ambu markant op i positivt marked
Det danske aktiemarked ligger tirsdag middag fortsat højere, men har dog sat en smule af de stigninger over styr, som eliteaktierne startede dagen med. En positiv stemning præger også de øvrige børser i Europa efter en positiv vending på de amerikanske aktiebørser mandag aften.
Herhjemme ligger C25-indekset ved 11.15-tiden 0,7 pct. højere i 1032,65, efter at det tidligere på morgenen havde været oppe at vende i 1036. Trods dagens stigninger lurer der en underliggende usikkerhed, hvilket særligt knytter sig til brexit og uvished om udfaldet af handelskonflikten mellem USA og Kina.
- Med få uger inden årsskiftet svinder likviditeten på finansmarkedet, hvilket forstærker den trykkede stemning og øger udsvingene, skriver Jyske Bank i en kommentar efter faldene mandag, hvor den britiske premierminister, Theresa May, udskød den planlagte afstemning om udtrædelsesaftalen med EU.
Tirsdag nyder markederne i Europa imidlertid godt af udviklingen i USA mandag aften, hvor det brede S&P 500-indeks steg 1,5 pct. efter dansk børslukketid. Herhjemme topper Lundbeck tirsdag middag i eliteindekset med en stigning på 4,5 pct. til 278,80 kr. Det skal ses i lyset af, at Nordea har hævet anbefalingen af medicinalkoncernens aktie til "hold" fra "sælg".
Ambu ligger også godt i C25-feltet med et plus på 4,2 pct. til 142,40 kr., efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i en udtalelse har fundet mangler i brugen af genbrugelige duodenumskoper, som er et marked, Ambu håber at udfordre med skoper til engangsbrug.
Ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, er området for genbrugelige duodenumskoper kendetegnet ved smittefare, som potentielt kan vise sig at være livstruende. I udtalelsen fra FDA fremgår det da også, at myndighederne har arbejdet med udviklere om nye designs, herunder brug af engangskomponenter.
- I min modellering af Ambu er det forudsat, at engangsendoskoper bliver noget af det mest foretrukne på markedet for duodenumskopi, og jeg tror, at i modsætning til måske nogle af de andre endoskopimarkeder så vil stort set hele markedet konvertere til engangsbrug, siger Søren Løntoft Hansen.
Der er også en positiv stemning om Danske Bank-aktien, som stiger 1 pct. til 138,75 kr., efter at banken har indgået aftale om at sælge sine pensionsaktiviteter i Danica i Sverige for samlet 1,9 mia. kr. Køberen er konsortium bestående af kapitalfonden Polaris og den tyske kapitalfond Acathia.
Der er endvidere revanche til ISS efter mandagens kurssmæk, der kom som reaktion på en ny strategi, der indebærer frasalg af aktiviteter og kunder i 13 forskellige lande for at fokusere på markeder med mulighed for vækst. Siden da har Nordea løftet sin anbefaling af serviceaktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet fastsættes til 215 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News. ISS-aktien stiger med 1,9 pct. til 189 kr. efter et fald på 5,8 pct. mandag.
Blandt sidepapirerne byder tirsdagen på det formentlig sidste regnskab fra Egetæpper som børsnoteret selskab, når der gøres status for første halvår 2018/19. Inden regnskabet ventes der en omsætning på 1225 mio. kr. i hele regnskabsåret, hvor driftsmarginen (EBIT) samtidig ventes at ramme 7,5 pct.
Egetæpper ligger uændret i 220 kr. Det er præcis den pris, som selskabet er på vej til at blive solgt til. Køberen er Mads Eg Damgaards Familiefond, og tilbudsperioden løber frem til den 17. december.
/ritzau/FINANS