Aktier

Europa/aktier: Biler til tops på mulig kinesisk toldnedsættelse

Stigningerne på aktiemarkederne i Europa er tiltaget i løbet af tirsdagens handel på forhåbninger om en lille åbning i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Nyheden om, at den kinesiske vicepremierminister, Liu He, har drøftet en tidsplan for handelsforhandlinger med den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, har været med til at få stemningen i vejret, efter at markederne i Europa mandag havde indledt ugen med kraftige fald.

Alle sektorer bidrager til fremgang i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks, som ved 13.15-tiden ligger 1,8 pct. højere, men specielt teknologi-, bil- og råvaresektoren trækker op.

- Markederne er ekstremt volatile. Jeg kan sagtens forestille mig en situation i 2019, hvor alt den nedgearing, vi har oplevet de sidste fire-fem måneder, bliver reinvesteret i markedet, siger Paul Tudor Jones, grundlægger af og chef for den amerikanske hedgefond Tudor Investment Corp., på en konference i New York ifølge Bloomberg News.

På børsen i Frankfurt er der stigninger over en bred kam, og DAX-indekset stiger samlet set 1,9 pct. Bilaktierne ligger godt i feltet - og Volkswagen er helt i top med et plus på 4,2 pct.

Sektoren nyder godt af forlydender om, at Kina skal tage stilling til et forslag om at reducere toldsatser på biler produceret i USA til 15 pct. fra nuværende 40 pct. Forslaget skal drøftes i løbet af de kommende dage, skriver Bloomberg med reference til personer med kendskab til sagen.

Blandt de øvrige bilaktier stiger BMW, Peugeot og Daimler alle over 2 pct.

Det britiske marked stiger 1,5 pct. efter et fald på 0,8 pct. mandag, da premierminister Theresa May udskød den afstemning om den brexitaftale, som hun havde fået forhandlet på plads med EU.

- Vi ser fortsat en meget lav sandsynlighed for en ikkeaftale, men usikkerheden vil vare ved i noget tid, siger Richard Turnill, global investeringsstrateg hos Blackrock, til Bloomberg News.

Blandt aktierne i det britiske FTSE 100-indeks topper reklamevirksomheden WPP med 6,7 pct. efter annoncering af nye strategiske planer, der omfatter afvikling af 2500 stillinger.

Der er også positivt spot på Anglo American, efter at mineselskabet har løftet sløret for sin produktionsforventninger til næste år, herunder til omkostningsniveauet. Produktionsmålet var 2 pct. højere end ventet og omkostningerne 5 pct. lavere, hvilket investorerne reagerer på ved at handle aktien op med 4,3 pct.

Dermed overgår Anglo American stigningen i FTSE 350 Mining-indekset på 2,9 pct.

Læs også
Top job