Europa/aktier: Positive toner mellem USA og Kina sætter retningen
Den generelle udvikling på de europæiske aktiemarkeder bestemmes onsdag hovedsageligt på helt andre kontinenter - nemlig af udviklingen i handelskonflikten mellem USA og Kina.
Og her spreder sig en mildere stemning, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udtalt sig positivt om forhandlingsklimaet og indvilget i direkte forhandlinger med sin kinesiske modpart, præsident Xi Jinping.
Yderligere har Kina lovet lavere afgifter på importerede biler, og i Canada er finansdirektøren for den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou, blevet løsladt mod kaution, en fodlænke og krav om aflevering af pas.
Den lokale inspiration kommer fra London, hvor premierminister Theresa May står foran en konservativ tillidsafstemning som endnu en udløber af det herskende brexit-postyr i Westminster. Tiltro til, at May vil vinde afstemningen, gavner dog både de britiske aktier og det britiske pund.
I London stiger det toneangivende FTSE 100-indeks onsdag middag 1,3 pct., mens det tyske DAX-ideks løftes 1,0 pct., og CAC 40-indekset i Paris går 1,7 pct. frem.
Samlet stiger det europæiske aktiemarked målt på det brede Stoxx 600-indeks 1,0 pct.
Blandt de selskabsspecifikke bevægelser ses et løft på 4,0 pct. for den franske spiritusproducent Pernod Richard som kvittering for, at Elliot Management, der styres af milliardæren Paul Singer, ifølge Bloomberg News har oplyst om opbygning af en beholdning af aktier i selskabet.
Rolls-Royce-aktien stiger 4,7 pct., efter at producenten af flymotorer har lovet, at hele årets indtjening vil komme til at ligge i den øvre ende af det estimerede interval støttet af stigende omsætning inden for vedligeholdelse af selskabets største motorer.
I den kedelige ende af Stoxx 600-indekset ligger danske Pandora helt i bund med et fald på 9,6 pct. foranlediget af negativ omtale i et notat fra Carnegie.
Den danske smykkeaktie får følgeskab af blandt andet John Wood, der har udtalt, at de aktuelle udsving i råvarepriserne kan påvirke tilliden og den takt, som nye kontrakter kommer ind til de britiske energi- og industriservice-selskab med. Aktien mister 8,5 pct.
/ritzau/FINANS