Aktieudsalg på kinesisk vækstfrygt
De amerikanske aktier blev på ugens sidste dag handlet solidt i minus. Positivt handelsnyt overskyggedes af svage kinesiske nøgletal. Samtidig var sundhedsaktierne hårdt ramt af en skandale hos Johnson & Johnson.
Det brede S&P 500-indeks faldt med 1,9 pct., mens Dow Jones-indekset mistede 2,0 pct. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig tilbage med 2,3 pct.
Fredagens positive nyhed var, at Kina er på vej til igen at købe majs fra USA. Endnu et tegn på optøningen i handelskrigen mellem de to lande, efter det kom frem onsdag, at Kina også for første gang i seks måneder har købt amerikanske soyabønner.
På den negative side skuffede tal fra den kinesiske industriproduktion og landets detailsalg i november, hvilket ses som tegn på en opbremsning i landets vækst. Detailsalget steg med 8,1 pct. på årsbasis, og trods det tilsyneladende høje tal, var det den laveste takt i 15 år.
I USA kunne investorerne omvendt konstatere et stærkere detailsalg end ventet.
- Vi fik dårlige økonomiske data fra Kina, Japan og Europa. Så er det tankevækkende at se, at det alligevel er USA, som klarer sig dårligst, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
- Der er tale om en rotation ud af amerikanske aktier. Vi ser rekordhøje indløsninger i amerikanske aktiefonde. Folk sælger fra big time. Og i stedet køber de ind i aktier i de nye markeder. Det har været meget tydeligt de seneste par uger.
Blandt sektorerne var der rødt over hele linjen i S&P 500-indekset. I bunden faldt sundhedsaktierne med 3,4 pct. Trukket ned af Johnson & Johnson, som smed med 10,0 pct.
Nedturen for Johnson & Johnson skyldtes, at nyhedsbureauet Reuters skrev, at medicinalkæmpen i årtier vidste, at der i nogle tilfælde var asbest i selskabets babypudder. Nyhedsbureauet har gennemgået interne memoer og fortrolige dokumenter, som viser, at selskabet kendte til tilstedeværelsen af små mængder af asbest i sine produkter så tidligt som i 1971.
Johnson & Johnson har kæmpet med omkring 6000 sager, hvori det påstås, at blandt andet selskabets babypudder har været skyld i kræft i æggestokken, og i juli blev medicinalgiganten dømt til at betale 4,7 mia. dollar i erstatning til 22 kvinder og deres familier.
- Sundhed har været en af de bedste sektorer, men Johnson & Johnson skyder det i sænk denne fredag. Hvis sundhed pludselig også bliver svag, så er det op ad bakke for amerikanske aktier, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.
Energiaktierne faldt desuden med 2,4 pct. på baggrund af et minus til olieprisen på 2,8 pct., mens it-aktierne, som udgør 20 pct. af markedsværdien af S&P 500, mistede 2,5 pct. Fast ejendom klarede sig fredag bedst med et minus på blot 0,2 pct.
På selskabsfronten var de store navne også i minus. Apple faldt med 3,2 pct., Amazon mistede 4,0 pct., og Microsoft gik tilbage med 3,1 pct.
Blandt sundhedsaktierne faldt også Merck, som fredag købte franske Antelliq for 2,4 mia. dollar, med 3,2 pct.
Der var desuden pres på sygeforsikringsselskaberne. Unitedhealth mistede 2,6 pct., mens HCA Healthcare og United Health Services tabte 7,0 og 8,2 pct.
Ellers var der fokus på to selskaber, som torsdag aften kom med regnskab.
Dagligvarekæden Costco Wholesale faldt med 8,6 pct. Selv om selskabets første kvartal på top og bund var lidt bedre end ventet, så vidnede tallene også om tiltagende konkurrence og pres på marginerne.
Softwareselskabet Adobe mistede også 7,3 pct. Selskabet havde et fjerde kvartal som ventet. Prognosen for det igangværende første kvartal sendte dog blandede signaler med en ventet omsætning lidt over analytikernes mål, men en bundlinje noget under.
Der var fredag også en positiv nyhed på selskabssiden. Luksushotelkæden Belmond steg 39,8 pct. til 24,68 dollar, da det franske luksusbrand LVMH vil købe koncernen for 2,6 mia. dollar eller 25 dollar per aktie.
/ritzau/FINANS