Aktier

Atter tunge kursfald i USA

De amerikanske aktier indledte ugen med en endnu en tung, negativ udvikling. Retningspilen var sat af fortsat frygt for den globale vækst, og da investorerne ud på eftermiddagen solgte ud af it og sundhed blev der sat to streger under minusserne.

I denne uge er der også rentemøde i den amerikanske centralbank, og markedet venter - trods de senere måneders markedsuro - endnu en renteforhøjelse.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 2,1 pct., mens Dow Jones mistede det samme. Teknologitunge Nasdaq gik trods en kortvarig stigning tilbage med 2,3 pct.

Fredag, da de tre indeks faldt mellem 1,9 og 2,3 pct., blev Dow Jones-indekset det sidste af de tre til at komme i korrektionsterritorium - med et fald på mere end 10 pct. siden den seneste top.

Mandag faldt small cap-indekset Russell 2000 desuden med 2,6 pct., og dermed er indekset nu i et bearmarked med et fald over 20 pct. siden toppen i slutningen af august.

Tirsdag og onsdag holder den amerikanske centralbank, Federal Reserve, med formand Jerome Powell i spidsen, rentemøde, og det ventes at munde ud i endnu en renteforhøjelse. Udsigten til det er på ingen måde noget, præsident Donald Trump glæder sig over.

- Det er utroligt, med en meget stærk dollar og næsten ingen inflation over hovedet, mens verden omkring os sprænger i luften, Paris brænder, og Kina er langt nede, at Fed overhovedet overvejer endnu en renteforhøjelse, skrev præsidenten på sin Twitter-konto mandag.

Og blandt investorerne har skepsis også meldt sig.

- Markederne vil have svært ved at gøre fremskridt inden Feds beslutning, men selv derefter synes der at være ganske lidt for investorer at juble over, taget den bremsende økonomiske vækst og den konstante tilstedeværelse af handelskrig i betragtning, sagde Chris Beauchamp, markedsanalytiker hos IG, til Financial Times.

Blandt sektorerne var der ingen plusser i S&P 500-indekset mandag.

Finansaktierne klarede sig bedst medet minus på 1,0 pct., mens industri var næstbedst med et fald på 1,7 pct. Den vigtige it-sektor gik tilbage med 2,2 pct.

I bunden var der størst minusser til fast ejendom og forsyningsaktierne med fald på 3,7 og 3,3 pct., mens forbrugsaktierne faldt med 2,8 pct.

De tre helt store amerikanske selskaber faldt også mandag. Apple mistede 0,9 pct., mens Amazon faldt med 4,5 pct., og Microsoft gik tilbage med 3,0 pct.

Blandt Faang-aktierne oplevede Facebook et minus på 2,7 pct, mens Netflix tabte 1,5 pct., og Alphabet, som er Googles moderselskab, gik tilbage med 2,5 pct. Twitter landede også tungt med et minus på 6,8 pct.

Finansaktierne indledte mandagen med plusser, men vendte rundt, da stemningsbarometeret faldt ud på eftermiddagen. JPMorgan Chase tabte 1,3 pct., og Berkshire Hathaway gik i minus med 1,0 pct. Samtidig tabte American Express 4,3 pct., mens Goldman Sachs faldt med 2,8 pct.

Goldman var ramt af, at de malaysiske myndigheder mandag rejste tiltale mod banken og to tidligere medarbejdere i en sag om svindel for milliarder af dollar med statsfonden 1MDB.

Johnson & Johnson fortsatte fredagens nedtur. Dog mere moderat med et minus på 2,9 pct., mens aktien faldt hele 10 pct. fredag, da nyhedsbureauet Reuters kunne afsløre, at medcinalgiganten siden 1971 tilsyneladende har kendt til muligheden for, at der kunne være asbest i selskabets ikoniske babypudder.

Koncernen har kæmpet med omkring 6000 retssager, hvori det påstås, at blandt andet selskabets babypudder har været skyld i kræft i æggestokken, og i juli blev Johnson & Johnson dømt til at betale 4,7 mia. dollar i erstatning til 22 kvinder og deres familier.

En anden af mandagens tabere var Xerox, som fredag fik sin kreditværdighed sænket af kreditvurderingsbureauet Moody's til junk-niveau. Dermed er der udsigt til, at selskabets låntagning i fremtiden vil blive dyrere, og aktien faldt med hele 12,9 pct. Mest af alle i S&P 500.

Læs også
Top job