Aktier

Markedsoversigt: C25 går på juleferie under niveauet 1000

Danske Bank var igen i vælten i fredagens danske handel med aktier, der igen blev en kedelig omgang for investorerne, idet C25-indekset tabte terræn for sjette handelsdag på stribe.

Samlet faldt eliteindekset med 0,8 pct. til 997,93, og dermed er det bakket med 5 pct. over de seneste seks handelsdage. Det er samtidig første gang siden slutningen af oktober, at C25 har været under indeksværdien 1000.

Sent torsdag nedjusterede Danske Bank sine forventninger til 2018 med baggrund i vanskeligheder på de finansielle markeder, og det var med til at sende aktien ned fredag.

Danske Bank startede i bunden af C25, men rettede sig i løbet af dagen og faldt med 0,8 pct. til 128,25 kr.

Jyske Bank var også påvirket af usikkerheden og endte sidst i C25 med et fald på 2,7 pct. til 229,60 kr.

Serviceselskabet ISS kunne glæde sig over en milliardkontrakt hos det statsejede svenske energiselskab Vattenfall.

ISS faldt alligevel med 0,7 pct. til 184,45 kr.

Vindmølleproducenten Vestas er i øvrigt på vej mod at sætte ordrerekord igen i 2018. Torsdag kom to ordrer fra henholdsvis Australien og USA i hus, og fredag faldt en ordre på 198 MW i Rusland.

Det betyder, at vindmølleproducenten nu blot er 58 MW fra at tangere sidste års rekord på 11.176 MW. Vestas steg med 0,8 pct. til 501 kr.

Bryggeriet Carlsbergs aktie bakkede med 1,7 pct. til 701 kr., efter at amerikanske Bernstein havde sænket anbefalingen af aktien.

Bang & Olufsen, der torsdag bragede ned efter en nedjustering af forventningerne, fortsatte i øvrigt nedad fredag.

Aktien faldt med 3,2 pct. til 89 kr. efter torsdagens dyk på hele 34,3 pct.

På obligationsmarkedet kravlede de danske statsrenter fredag forsigtigt op, mens investorerne forsøgte at vurdere et budgetslagsmål i USA samt et hav af nøgletal.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg med 1 basispoint til 0,22 pct.

I USA har præsident Donald Trump torsdag fået godkendt finansloven i Repræsentanternes Hus, der indtil nytår fortsat er domineret af Republikanerne.

Men fra Demokraterne lyder det, at finansloven, som Donald Trump vil have til at indeholde penge til præsidentens mur mod Mexico, ikke vil kunne komme igennem Senatet.

Hvis budgettet falder til jorden, kan det igen - ligesom flere gange tidligere - ende med, at dele af det amerikanske statsapparat må lukke ned.

Fra nøgletalsfronten var der fredag et hav af offentliggørelser at forholde sig til, uden at nogen af dem for alvor rykkede ved renterne.

I USA var tillidsindekset fra University of Michigan og privatforbruget lidt bedre end ventet, mens inflationen udviklede sig som ventet, og tredje opgørelse af bruttonationalproduktet i tredje kvartal skuffede en smule ved at blive revideret lidt ned fra anden opgørelse.

Læs også
Top job