Aktier

Europa/aktier: Takeaway-kæder toppede i tungt marked

De fleste europæiske aktier faldt igen fredag, hvor globale vækstbekymringer fortsat tyngede markederne, mens også handelskrig og brexit stadig fyldte i bevidstheden.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hævede onsdag aften sin ledende rente for fjerde gang i år, og samtidig indikerede banken yderligere to renteforhøjelser næste år, selv om der på det seneste er opstået tvivl i markedet om det amerikanske opsvings holdbarhed.

Derfor var det en kold klud i ansigtet på handlerne, at Federal Reserve fortsat virker skråsikker i sin strammekurs.

- Kina køler ned, og eurozonen går ned i tempo, mens nogle af de økonomiske indikatorer fra USA har været lidt bløde på det seneste, men alligevel løftede Federal Reserve renterne og indikerede to yderligere renteløft i 2019, siger Michael Hewson, der er chefanalytiker hos CMC Markets i London, til Reuters.

FTSE 100-indekset i London faldt 0,03 pct., mens CAC 40 i Paris bakkede 0,2 pct., og det tyske DAX-indeks steg 0,1 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt 0,1 pct., og dermed er indekset gået tilbage på seks af de seneste syv handelsdage.

Der var dog også positive indslag i fredagens handel - blandt andet hos takeaway-kæden Delivery Hero, der har solgt sine tyske aktiviteter til takeaway.com for cirka 930 mio. euro.

Aktien steg med 12,1 pct. til 30,58 euro i Frankfurt, mens køberen - takeaway.com - blev løftet med 28,3 pct. i Amsterdam.

Læs også
Top job