Torsdagens aktier: Fald næsten hele vejen rundt i nervøst C25
Aktiemarkedet vendte tilbage fra juleferie og startede med at fejre det med stigninger, men stemningen vendte hurtigt, og torsdagen endte med et fald til det danske eliteindeks, C25, for syvende handelsdag i træk.
Efter store udsving på de amerikanske børser i juledagene valgte mange at sætte den forsigtige fod forrest. Her faldt S&P 500-indekset med 2,7 pct. juleaftensdag for derefter at stige med 5 pct. onsdag - den bedste dag siden 2009. Torsdag faldt det dog videre.
- Der er fortsat stor usikkerhed om væksten, og jeg tror, at nogle investorer er blevet chokeret - eller i hvert fald mindet om, hvor giftigt markedet kan være - oven på de udsving i USA over julen. Så trækker nogle følehornene lidt til sig igen, siger aktiehandler Christian Thatje fra Sydbank.
C25-indekset endte 1,7 pct. lavere i 980,8 og er dermed faldet 6,6 pct. på to uger.
Sydbank fejrede sin entré i C25-indekset med et løft på 0,5 pct. til 150,70 kr. og var den eneste aktie i eliteindekset, der steg. Den anden nye C25-aktie, Rockwool, faldt 0,9 pct. til 1659 kr.
De to har afløst Nordea, som faldt 2,2 pct. til 54 kr., og Bavarian Nordic, der til gengæld havde en god dag. Biotekselskabet kan glæde sig over, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har tildelt Bavarians registreringsansøgning for flydende-frosset koppevaccine en ekstra hurtig sagsbehandling med en afgørelse inden for seks måneder. Standardperioden er på ti måneder.
Samtidig vil Bavarian, hvis vaccinen godkendes, modtage en "priority review voucher", som kan anvendes til give et andet valgfrit lægemiddel samme hurtige sagsbehandling.
Bavarian planlægger at sælge voucheren, som kan være mere end en halv mia. kr. værd.
- Selve nyheden er ikke så overraskende, men nu er den kommet, og det giver en ro, fordi man ikke skal spekulere over det mere, siger Christian Thatje fra Sydbank.
Bavarian startede dagen med at stige næsten 10 pct., men siden aftog euforien, så den sluttede 2,1 pct. højere i 123,05 kr. Siden årsskiftet har aktien fortsat givet et negativt afkast på tæt på 50 pct., og det er en af grundene til, at den er røget ud af C25-indekset.
I den kedelige ende af C25 var FLSmidth og Ørsted under pres hele dagen med fald på mere end 4 pct. uden selskabsspecifkke nyheder. Også Mærsk havde det svært.
Vestas høstede to ordrer fra USA og satte dermed ordrerekord. Vindmølleproducenten har nu sikret sig kontrakter i år på samlet 11.477 megawatt.
Dermed er selskabet klart forbi sidste års rekord på 11.176 megawatt, og det er endda med yderligere nogle dage at løbe på i 2018 og uden summen af uannoncerede i fjerde kvartal, som Vestas først løfter sløret for i årsregnskabet til februar.
Vestas-aktien faldt dog 2,5 pct. til 488,50 kr.
Blandt børsens mindre aktier faldt Bang & Olufsen fortsat efter sidste uges store nedjustering. Aktien dykkede med hele 34,3 pct. torsdag den 20. december og yderligere 3,1 pct. dagen efter, mens torsdagen byder på endnu en nedtur på 3,4 pct., så kursen nu er nede i 86 kr. - det laveste i knap to år.
DFDS klarede sig til gengæld pænt efter sidste uges nyhed om, at rederiet udvider samarbejdet på sine færgeruter mellem Tyrkiet og Italien.
Rederiet steg 2,8 pct. til 256,20 kr.
Til gengæld faldt Den Jyske Sparekasse for fjerde dag i træk. Efter bankens børsnotering får den ikke længere hjælp fra Nykredit til at stabilisere aktiekursen.
Sparekassen blev noteret den 22. november, hvor den åbnede i 85 kr. på førstedagen blot for at lukke i 77,50 kr. Siden er det gået yderligere ned ad bakke, og torsdag sluttede aktien 7,1 pct. lavere i 65,01 kr.
/ritzau/FINANS