Aktier/middag: Mærsk topper i grøn årsafslutning
Efter syv handelsdage i streg med fald er der på årets sidste handelsdag god fart på det danske eliteindeks, C25, der øger med 1,7 pct. til 997,70 ved middagstid.
Med i toppen er de cykliske selskaber A.P. Møller-Mærsk og FLSmidth. B-aktien i rederiet stiger 4,7 pct. til 8308 kr., og cementkoncernens aktie ligger 4,1 pct. højere i 294,30 kr.
Selskabsspecifikt er der fredag ikke tunge nyheder fremme, men Mærsk fik inden børsåbning indblik i den seneste uges rateudvikling fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), som steg 9,2 pct. efter flere uger med fald.
Samtlige af aktierne i C25-indekset handles med plusser, og det er et "rebound," der trækker, vurderer børsmægler Daniel Fabricius fra ABG Sundal Collier.
- Der var et stort dyk i går (torsdag, red.), og USA har også været nede den seneste tid, så det kommer lidt tilbage på årets sidste handelsdag. Der er ikke nogen meldinger ude, som umiddelbart forårsager det, så det er nok et lille "rebound," siger han.
Dagens stigning ændrer dog ikke det store ved, at det har været et sløjt år for C25-indekset. Det ligger således til et fald på 13 pct. i 2018.
Juledagene blev indledt med fald på de amerikanske markeder, men onsdag noterede S&P 500-indekset sin største stigning på én dag i ti år.
Torsdag lå de toneangivende amerikanske indeks længe med fald, men sidst på handelsdagen vendte de rundt og endte i plus.
VESTAS OG ØRSTED I FOKUS
Vestas bekræftede torsdag en repowering-aftale i USA på 383 megawatt (MW), og det betød, at vindmølleproducenten overgik sidste års ordreindtag.
Aktien stiger fredag 1,2 pct. til 494,40 kr., og hos ABG Sundal Collier holder man endnu engang øje med aktien, fortæller Daniel Fabricius.
- Det mest selskabsspecifikke, vi kigger på, er, om Vestas når vores estimater. Så vi sidder og kigger på, om de i årets sidste ti handelsdage får de ordrer ind, som de historisk har gjort, siger han.
Der bliver også holdt øje med Ørsted-aktien, der fredag stiger med 2,2 pct. til 441 kr., lyder det.
- Derudover kigger vi på Ørsted, for der skulle gerne komme en aftale med Taipower inden årets udgang. Det er det, vi kigger efter, men ellers sker der ikke så meget på årets sidste handelsdag, fortæller børsmægleren.
Energikoncernen har ikke lagt skjul på, at det er vigtigt for selskabet at indgå en aftale med det statslige elselskab for de kommende havvindmølleparker i Taiwan inden nytår.
Dermed kan selskabet nemlig få adgang til det lukrative støtteniveau, der gælder for aftaler underskrevet i år, men der er endnu intet nyt fra Ørsted om elkøbsaftalen, der også kendes under forkortelsen PPA.
Uden for det danske eliteindeks er der nyt om Højgaard Holding. Selskabet gør sig klar til den planlagt fusion med Monberg & Thomsen ved at sælge sit mindre forretningsben Højgaard Industri.
Det er er sket til hovedejeren Knud Højgaards Fond for 32,4 mio. kr. B-aktien i Højgaard Holding stiger med 2,6 pct. til 47 kr.
/ritzau/FINANS