Europa/aktier: Råvaresektor trak ned - GN sluttede i top
Danske GN var med til at hanke en smule op i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks onsdag, hvor en sur stemning indfandt sig det meste af dagen på tværs af Europa.
I løbet af dagen aftog en del af den dårlige stemning, og det britiske FTSE 100-indeks endte stort set uændret, mens det tyske DAX-indeks steg 0,2 pct. Det franske CAC 40-indeks sluttede dog i rødt med et fald på 1 pct.
Stoxx 600-indekset endte med et fald på 0,2 pct., og her var det særligt råvaresektoren, der trak ned med et samlet dyk på 1,8 pct.
Ifølge Bloomberg News var flere mine- og stålselskaber tynget af de svage kinesiske PMI-tal fra Caixin, der blev offentliggjort natten til onsdag dansk tid.
Målingen fra fremstillingssektoren ramte det laveste niveau, der er registreret siden maj forrige år, og samtidig var indekset i december end del under økonomernes forventninger.
Det var medvirkende til, at selskaber som Arcelormittal, Glencore og Anglo American faldt med mellem 2,3 pct. og 3,3 pct.
Danske GN sluttede dagen som den absolutte højdespringer i det fælleseuropæiske indeks med en stigning på 5,1 pct.
Amerikanske JPMorgan har angiveligt offentliggjort en positiv analyse for høreapparatkoncernen, der udpeges som et "top pick" i medtech-sektoren.
Den mest stigende sektor i Europa onsdag var olie- og gasselskaberne, der blandt andet nød godt af en stigende oliepris. Lundin Petroleum var blandt de mest stigende aktier i sektoren med en fremgang på 3 pct.
/ritzau/FINANS