Aktier/tendens: Novozymes til eksamen efter svag organisk vækst
Enzymselskabet Novozymes løber med de største overskrifter inden starten på torsdagens danske aktiehandel, hvor tendensen overordnet set er til et let positivt marked.
Den samlede retning for C25-indekset, som onsdag faldt med 0,2 pct. til 1042,93, vil dog højst sandsynlig være afhængig af bevægelserne i enkeltaktierne, da indikationerne inden starten peger på små udsving.
Her spiller Novozymes en afgørende rolle efter selskabets regnskab for fjerde kvartal, der umiddelbart skuffede i forhold til markedets forventninger.
I USA steg S&P 500-indekset marginalt efter dansk lukketid onsdag, og futures for de store europæiske indeks peger inden starten også en smule opad.
Novozymes omsatte i fjerde kvartal for 3714 mio. kr., mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates havde ventet et salg på 3805 mio. kr.
Den organiske vækst var 2 pct. mod ventet 3,7 pct.
Blandt andet de mindre divisioner for Landbrug og foder og Tekniske og farma skuffede.
For 2019 venter enzymproducenten en organisk vækst på 3-6 pct. samt en overskudsgrad (EBIT-margin) på 28-29 pct. I hele 2018 landede de poster på henholdsvis 4 pct. og 28,3 pct.
Novozymes faldt onsdag med 0,9 pct. til 290,80 kr.
Også forsikringsselskabet Topdanmark er regnskabsaktuelt torsdag, men tallene for fjerde kvartal lander først ved middagstid.
Her venter analytikerne ifølge selskabets egne estimater en fremgang i præmieindtægterne i skadeforretningen til 2302 mio. kr. fra 2245 mio. kr. i fjerde kvartal 2017.
Bundlinjen ventes samlet set at gå tilbage som følge af primært et svagt investeringsresultat, som det også var tilfældet hos branchekollegaen Tryg.
Topdanmark steg onsdag med 1 pct. til 323,60 kr.
Blandt sidepapirerne venter der desuden tal for første kvartal 2018/19 fra RTX. Den aktie faldt onsdag 0,3 pct. til 175,20 kr.
For Danske Bank og Genmab er der små kursmålsjusteringer at forholde sig til torsdag.
Genmab har fået sænket kursmålet hos Jefferies, der tidligere var det mest optimistiske analysehus målt på kursmål ifølge data fra Bloomberg News.
Nu deles den titel med Kempen, efter at Jefferies har sænket kursmålet til 1700 kr. fra 1900 kr., men gentaget den positive anbefaling "køb".
Danske Bank har samtidig fået sænket kursmålet hos italienske Mediobanca til 155 kr. fra 176 kr. Anbefalingen er stadig "neutral" ifølge Bloomberg News.
Genmab faldt onsdag 1,4 pct. til 985 kr., mens Danske Bank bakkede 0,8 pct. til 125 kr.
/ritzau/FINANS