Europa/aktier: Markedet overlevede Draghis sortsyn
De europæiske aktiemarkeder reddede et overordnet plus hjem, selv om der i løbet af torsdagen var pres på humøret fra Den Europæiske Centralbank.
ECB reagerede på formiddagens skuffende aflæsninger af de vigtige PMI-indeks, der måler erhvervstilliden, ved at advare om en potential opbremsning i væksten, efter at fællesindekset for eurolandenes erhverv faldt til 50,7 i januar - det laveste niveau siden midten af 2013.
Ud på eftermiddagen kom der dog bedre humør, og Stoxx 600-indekset steg 0,2 pct. og brød dermed en stime på tre dage i træk med fald.
Teknologisektoren fik medvind fra STMicroelectronics, der aflagde et kvartalsregnskab med bedre marginer end ventet. Selv om selskabet, der producerer mikrochips, forventer en svag start på 2019, så er der håb for en bedring i andet halvår.
STMicro-aktien steg 10,2 pct. på børsen i Milano og ansporede hele teknologisektoren til et løft på 2,2 pct. Her var der også fremgang til selskaber som Siltronic, AMS og ASML.
I bunden af Stoxx 600-indekset faldt det østrigske teleselskab 1&1 Drillisch med 6,4 pct. på baggrund af planer om at byde ind på en tysk 5G-auktion og måske skære i udbyttet.
Danske Novozymes lå næstsidst med et fald på 5,7 pct. oven på et regnskab med svagere vækst end ventet.
Desuden faldt Norwegian hele 21,5 pct., da britiske IAG, der ejer British Airways, trak sin købsinteresse og varslede et salg af aktieposten på knap 4 pct.
/ritzau/FINANS