Chiprally trak aktiemarkedet i plus
De amerikanske aktier oplevede en blandet udvikling torsdag, hvor it-sektoren trak opad efter positive regnskaber fra flere chipproducenter, mens dagligvarerne, som var vinderne onsdag, gik den anden vej.
Det brede S&P 500-indeks steg efter en dag med mange udsving med godt 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset mistede 0,1 pct. Teknologitunge Nasdaq vandt derimod 0,7 pct.
Markedet var præget af bekymringen omkring væksten, forstærket af svage data fra Europa fra Japan torsdag, og for handelskrigen, hvor den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, torsdag til tv-stationen CNBC udtalte, at USA og Kina fortsat er "kilometer og kilometer" fra hinanden, selv om han ser en "fair chance" for en handelsaftale.
Desuden viste torsdagens økonomiske data fra USA også, at færre end ventet amerikanere meldte sig arbejdsløse. Den ellers gode nyhed kan pege på en tilstramning af arbejdsmarkedet, hvilket kan betyde øget inflation og dermed større risiko for renteforhøjelser i USA.
Blandt sektorerne førte de vigtige it-aktier an med et plus på 0,9 pct. Undergruppen af halvlederselskaber trak dog læsset for teknologiaktierne, da de steg med hele 5,1 pct. på ryggen af en række bedre end ventede regnskaber fra Texas Instruments, Lam Research og Xilinx.
- De havde alle gode og stærke indtjeningstal, og mere vigtigt, når man kigger ud i fremtiden, så talte de ikke deres tal ned. Faktisk taler de deres tal op, så det er alt sammen tegn på styrke, sagde Kim Forrest, porteføljeforvalter hos Fort Pitt Capital Group, til Bloomberg News.
Texas Instruments, der målt på markedsværdi er USA's tredjestørste chipproducent, gik frem med 6,9 pct. efter sit regnskab for fjerde kvartal, som blev lagt frem onsdag aften. Stigningen kom trods både en top- og en bundlinje, som var under det ventede, og trods en salgsprognose for første kvartal, som vidner om en opbremsning.
- De fleste investorer ventede allerede, at prognosen for første kvartal ville være ringere, sagde Tore Svanberg, analytiker hos finanshuset Stifel Nicolaus & Co., til Bloomberg News onsdag aften.
Xilinx toppede S&P 500-indekset med et plus på 18,4 pct., da selskabet i sit tredje kvartal nåede den højeste omsætning hidtil og slog forventningerne.
- Mand, hvor føler vi os dumme over at have overset denne aktie, kommenterede analytiker Chris Caso fra Raymond James ifølge Bloomberg News.
Også Lam Research steg 15,7 pct. efter sit regnskab for andet kvartal, som var bedre på top og bund, mens forventningerne til tredje kvartal ligeledes slog konsensus på Wall Street.
Den positive stemning trak chipsektoren som helhed op, og blandt andet Intel og Nvidia vandt 3,8 og 5,7 pct.
Ford Motor Co. fik også et løft, da onsdag aftens regnskab for fjerde kvartal bekræftede de foreløbige regnskabstal fra sidste uge. Selv om det blot for anden gang siden 2009 blev til et nettotab i fjerde kvartal, så slog ledelsen en positiv tone omkring priser og produktmiks an på den efterfølgende telekonference, skriver Bloomberg News, og det løftede aktien med 3,1 pct. torsdag.
Luftfartsgiganterne American Airlines og Southwest Airlines fløj også højere torsdag efter solide regnskaber. American Airlines vandt 6,4 pct., da selskabet prognose for en indtjening per aktie i 2019 i intervallet 5,50 til 7,50 dollar per aktie, målt på midtpunktet 6,50 dollar, er pænt over forventningerne på 5,91 dollar.
Southwest Airlines steg samtidig 6,3 pct., da koncernen i fjerde kvartal slog markedets forventninger på bundlinjen.
Medicinalgiganten Bristol-Myers Squibb trak dog lidt ned med et minus på 1,9 pct. Selskabet leverede lidt bedre tal for fjerde kvartal, men forventningen til 2019 er en spids under analytikernes konsensus, ifølge Bloomberg News.
I dagligvaresektoren, som faldt 1,3 pct., trak tobaksgiganterne Philip Morris og Altria ned med fald på 3,3 og 3,1 pct., i kølvandet af sænkede anbefalinger og skårede kursmål.
/ritzau/FINANS