Aktier i Asien: USA's teknologisektor trækker Asien med op
De asiatiske aktier ligger i positivt territorium fredag morgen, hvor gode resultater i de amerikanske teknologiaktier torsdag er med til at løfte stemningen, mens investorerne afventer flere vigtige begivenheder i næste uge.
- Investorer, der var begejstrede for den amerikanske chipsektors indtjening i går, er blevet endnu mere beroligede, efter at de har set, hvordan deres aktier har bevæget sig, siger markedsstrateg Shogo Maekawa fra JPMorgan Asset Management i Tokyo til Reuters.
Undergruppen af halvlederselskaber trak læsset for teknologiaktierne på Wall Street, og trods et skidt regnskab fra Intel efter børstid er der stigninger i futuresmarkedet, der på et tidspunkt rundede 1 pct.
MSCI's bredeste indeks for aktiemarkederne i Asien/Stillehavet uden for Japan stiger 0,9 pct.
I Tokyo stiger Nikkei-indekset 1,0 pct., mens det brede Topix-indeks øger 0,9 pct.
Investorerne i Kina er også positive. Shanghai Composite-indekset stiger 0,9 pct., CSI 300-indekset øger 1,3 pct., og Hongkongs Hang Seng-indeks ligger med et plus på 1,4 pct.
Blandt de øvrige markeder lukker Taiwans Taiex-indeks med et plus på 0,9 pct., mens Kospi-indekset i Seoul øger 1,5 pct., og Singapores Strait Times-indeks stiger 0,8 pct.
Sydneys ASX-indeks slutter dagen med et plus på 0,7 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks løftes 0,6-0,9 pct. - mest i Nasdaq-futuren.
/ritzau/FINANS