Europa/aktier: Tyske Morphosys falder efter droppet retssag mod Genmab
Tyske Morphosys, der er konkurrent til danske Genmab, har droppet en retssag mod det danske selskab, efter at en domstol i USA har afvist en patentsagen, som Morphosys havde forsøgt sig med mod Genmab og Genmabs partner, Janssen.
Morphosys havde beskyldt Genmab og Janssen for at overtræde tre patenter med Genmabs storsælgende kræftmiddel Darzalex, men en domsol i delstaten Delaware har altså afvist sagen, da en dommer har erklæret de tre patenter for ugyldige.
Og det straffer investorerne prompte. Aktien falder med 6,9 pct. mandag middag på børsen i Frankfurt og er dermed den aktie, der tager det største fald i det brede paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600, der samlet falder med 0,5 pct. ved middagstid.
Genmab stiger derimod 1,7 pct. på nyheden og sniger sig lige ind i top ti af indekset. I den ende ligger også det britiske onlinesupermarked Ocado Group, efter rygter bragt til torvs af The Daily Telegraph om, at Marks & Spencer er parat til at indgå partnerskab med kæden som leverandør, hvis aftalen med Waitrose ikke bliver fornyet i 2020.
Ocado Group stiger med 2,6 pct., mens Marks & Spencer lægger 1,5 pct. til aktiekursen.
Fra svensk side er Atlas Copco kommer med regnskab for fjerde kvartal, som landede bedre end ventet blandt analytikerne. Industriselskabet overraskede positivt på såvel ordreindgang, omsætning og indtjening i regnskabet for fjerde kvartal.
En lille streg i regningen er dog en kommentar i regnskabet om udsigt til en svækket efterspørgsel på kort sigt.
- Kundeefterspørgslen ventes at være noget lavere end det nuværende niveau, skriver selskabet om udsigterne på kort sigt. B-aktien stiger med 5 pct.
/ritzau/FINANS