Europa/aktier: Britisk i top og bund af let stigende marked
De europæiske aktier holder netop snuden over vandet i tirsdagens handel, hvor det britiske FTSE 100-indeks er den store positive afstikker med en klar stigning frem mod en væsentlig brexit-afstemning senere på dagen.
FTSE 100-indekset stiger med 1,4 pct., mens det franske CAC 40-indeks nøjes med et plus på 0,6 pct., og det tyske DAX-indeks stiger med 0,1 pct.
Tilstedeværelsen af en stribe britiske aktier i god form i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks trækker det indeks op med 0,7 pct.
Det er dog også et britisk selskab, der tager bunden af Stoxx 600-indekset, idet Royal Mail får en på lampen efter sit regnskab for de første ni måneder af regnskabsåret 2018/2019.
Afstemningen om eventuelle ændringer til den brexit-aftale, som Theresa May har forhandlet på plads med EU, men senere fået nedstemt i det britiske parlament, tages positivt op af markedet, der ikke ser nogen stor risiko for en udtræden fra EU uden en aftale.
- FTSE 100-indekset og pundet har ikke indregnet, at et brexit uden en aftale er en mulighed. Der er en form for blind tillid til, at brexit enten bliver forlænget eller udskudt, siger David Madden, der er analytiker hos CMC Markets, til Reuters.
Det er særligt selskaber inden for forbrugsgoder og forsyningssektoren, der trækker op i det britiske og i Europa overordnet set. Men også den tysk-spanske vindmølleproducent Siemens Gamesa er i god gænge efter sit regnskab for første kvartal 2018/19.
Det pegede på en lidt bedre omsætning end ventet, og selv om indtjeningen omvendt skuffede lidt, ser forventningerne til hele året fornuftige ud, ligesom en melding om en generel stabilisering af priserne tages positivt op af handlerne.
Aktien stiger med 9,3 pct. til 12,16 euro.
Helt i bunden af Stoxx 600-indekset falder Royal Mail med 10,8 pct. til 268,30 pence, efter at selskabet i sin periodemeddelelse for de første ni måneder af 2018/19 skar toppen af prognosen for indtjeningen i hele året.
Selskabet venter nu en driftsindtjening eksklusive transformationsomkostninger på 500-530 mio. pund mod den tidligere forventning om 500-550 mio. pund.
/ritzau/FINANS