Europa/aktier: Let pres på børserne på stille dag
Der er overvejende negative fortegn foran udviklingen i de største europæiske aktieindeks mandag.
Ugen starter med let usikkerhed omkring den uløste handelskrig mellem USA og Kina, hvor sidste uges møder ikke førte til nogen antydninger af en aftale. Præsident Donald Trump har meldt om fremskridt, men der er ikke kommet noget konkret frem.
Der er også stigende bekymringer om Italiens økonomi efter sidste uges skuffende væksttal.
Det brede Stoxx 600-indeks ligger 0,2 pct. lavere tidligt på eftermiddagen, og underliggende er der også kun små udsving i de forskellige sektorer.
Bilaktierne skiller sig dog negativt ud med et dyk på 1,5 pct. Det er især komponentleverandørerne Faurecia og Valeo, der trækker ned, men også Fiat Chrysler og Renault er under pres.
Luftfartselskabet Ryanair tabte 20 mio. euro i seneste kvartal, da der var pres på billetpriserne, mens brændstofpriserne kostede i den anden ende. Ryanair-aktien falder 3,3 pct. på børsen i London.
Endnu værre går det schweiziske Panalpina, efter at logistikselskabets største aktionær, Ernst Göhner-gruppen, der sidder på omtrent 46 pct. af aktierne, har afvist det købstilbud, som danske DSV har lagt på selskabet.
Panalpinas bestyrelse vurderer dog fortsat tilbuddet fra DSV, der lød på cirka 26,5 mia. kr., da det blev offentligt kendt 16. januar. Aktionærerne er dog ikke tilfredse med udsigterne og sender Panalpina 6,6 pct. ned til en kurs, der er lavere end DSV's tilbud.
I børsens glade hjørne finder man tyske Wirecard, der får lidt kursrevanche efter sidste uges nedtur. Betalingsselskabet fik alvorlige kursklø på grund af bekymringer om svindel i selskabets afdeling i Singapore, der blev bragt frem af avisen Financial Times.
Ifølge Wirecard, der gør sig i digitale betalingsløsninger, har hverken selskabet selv eller et advokatfirma, der er hyret til at undersøge sagen, dog fundet afgørende beviser for, at der skulle være foregået noget ulovligt i selskabets afdeling i Singapore.
Wirecard-aktien, der i sidste uge faldt 35 pct. på tre dage, stiger mandag med 16 pct.
/ritzau/FINANS