Europa/aktier: DSV-opkøbsemne decimeret på ellers stille dag
Efter en dag med relativt begrænsede udsving sluttede de fleste største europæiske aktieindeks mandag med små fald.
Ugen startede med let usikkerhed omkring den uløste handelskrig mellem USA og Kina. Præsident Donald Trump har meldt om fremskridt efter sidste uges forhandlinger, men der er ikke kommet noget konkret frem. Der er også stigende bekymringer om Italiens økonomi efter skuffende væksttal.
Det brede Stoxx 600-indeks over europæiske aktier sluttede 0,1 pct. lavere, og underliggende var der også generelt kun små udsving i de forskellige sektorer og lande.
Luftfartselskabet Ryanair tabte 20 mio. euro i seneste kvartal, da der var pres på billetpriserne, mens brændstofpriserne kostede i den anden ende. Ryanair-aktien faldt 2,3 pct. på børsen i London.
Endnu værre gik det schweiziske Panalpina, efter at logistikselskabets største aktionær, Ernst Göhner-gruppen, har afvist det købstilbud, som danske DSV har lagt på selskabet.
Panalpinas bestyrelse vurderer dog fortsat tilbuddet, der lød på cirka 26,5 mia. kr., da det blev offentligt kendt 16. januar. Aktionærerne er dog ikke tilfredse med udsigterne og sendte Panalpina 12 pct. ned til en kurs, der er lavere end DSV's tilbud.
I børsens glade hjørne fandt man tyske Wirecard, der fik lidt kursrevanche efter sidste uges nedtur. Betalingsselskabet fik alvorlige kursklø på grund af bekymringer om svindel i selskabets afdeling i Singapore, der blev bragt frem af avisen Financial Times.
Ifølge Wirecard, der gør sig i digitale betalingsløsninger, har hverken selskabet selv eller et advokatfirma, der er hyret til at undersøge sagen, dog fundet afgørende beviser for, at der skulle være foregået noget ulovligt i selskabets afdeling i Singapore.
Wirecard-aktien, der i sidste uge faldt 35 pct. på tre dage, steg mandag med 17 pct.
/ritzau/FINANS