Europa/aktier: BP sender britisk marked mod toppen
Danske Pandora ligger tirsdag middag i toppen af det store europæiske aktieindeks, Stoxx 600, efter smykkeselskabets regnskab for fjerde kvartal og planer om omkostningsreduktioner for op imod 1,2 mia. kr.
Samtidig trækker energi og finans godt op i indekset, som ved 13-tiden ligger 1,0 pct. højere.
- De amerikanske børser lukkede højere mandag aften, hvor teknologiaktierne trak op, og det er den positive stemning, der er smittet af på Asien og også Europa her til morgen, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank om den overordnede tendens på markedet.
En strøm af regnskaber præger desuden tirsdagens handel - herunder i København, hvor Pandora er buldret i vejret med 12 pct., hvilket sender aktien til tops i Stoxx 600, hvor det schweiziske teknologiselskab AMS omvendt ligger i bunden med et fald på 12,8 pct.
SUSPENDERING AF UDBYTTET
AMS præsenterede fra morgenstunden et noget skuffende regnskab for fjerde kvartal, hvilket blev krydret med ligeledes skuffende forventninger til første kvartal og en suspendering af udbyttepolitikken for 2018.
Den svenske industrikoncern Alfa Laval er også under pres og falder 4,4 pct., efter et regnskab som både var svagere end ventet på omsætning, indtjening og ordreindgang.
Derimod har oliegiganten BP overrasket markedet positivt med sine tal for fjerde kvartal. Bundlinjen viste et overskud på 3,48 mia. dollar, hvilket langt oversteg analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 2,64 mia. dollar.
BP's aktie stiger 5,2 pct. og er dermed stærkt medvirkende til, at det britiske FTSE 100-indeks med en stigning på 1,4 pct. er blandt de bedst performende i Europa - dog overgået af det danske C25-indeks med en stigning på 1,6 pct.
Uden for det britiske eliteindeks falder medicinalselskabet Indivior derimod 11 pct. efter et patentnederlag for selskabet ved en domstol i USA, der åbner op for kopiversioner af midlet Suboxone Film, der bruges mod opiodafhængighed.
/ritzau/FINANS