Aktier

Aktier/åbning: Høreapparatfusion i fokus i svagt positiv start

De danske aktier er startet i let positivt terræn torsdag, hvor der blandt andet er fokus til høreapparatsektoren, der har udsigt til en større konsolidering.

C25-indekset stiger efter knap et kvarters handel med 0,2 pct. til 1078,38, efter at indekset onsdag sikrede sig en marginal stigning trods et tungt fald til DSV.

Høreapparatsektoren med GN og William Demant Holding som de børsnoterede islæt er i fokus torsdag, efter at EU-Kommissionen nu har godkendt fusionen mellem privatejede Widex og kapitalfondsejede Sivantos endeligt.

Det giver udsigt til en markant konkurrent til de to børsnoterede danske spillere.

Derudover kan friske tal fra den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der peger på en god udvikling for særligt GN, spille ind.

Det danske selskabs høreapparatdivision, GN Hearing, nåede nemlig sin højeste markedsandel nogensinde hos VA, der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i januar.

Her steg GN's markedsandel til 25,1 pct. fra 23,1 pct. i december, når man måler på andelen af det samlede salg. Målt på antallet af solgte enheder steg GN Hearings andel hos VA til 23,9 pct. fra 22,1 pct. i julemåneden.

Det er succes med topproduktet Resound Linx Quattro, der blev lanceret hos VA i november sidste år, der de seneste måneder har trukket GN Hearing kraftigt i vejret, efter at selskabet ellers havde haltet med VA-salget længe.

De øvrige fire aktører hos VA gik alle tilbage i januar. Widex er fortsat ikke en del af ligningen grundet en administrativ fejl hos selskabet selv.

GN-aktien stiger med 0,2 pct. til 306,30 kr., mens William Demant falder med 0,6 pct. til 221 kr.

Mens regnskabssæsonen herhjemme ligger stille på grund af vinterferien, er der fortsat inspiration at hente fra udlandet - også for handlere med hang til danske aktier.

Torsdag gælder det blandt andet det hollandske enzym-selskab DSM, som er konkurrent til Chr. Hansen Holding inden for fødevareenzymer, og som er partner med Novozymes inden for foderenzymer, men også en konkurrent her på andre områder.

DSM toppede samlet set forventningerne i fjerde kvartal, hvor driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev 370 mio. euro mod ventet 361,8 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig stiller DSM et højere end ventet udbytte for regnskabsåret 2018 i udsigt.

Chr. Hansen-aktien stiger 0,3 pct. til 645,40 kr. torsdag morgen, mens Novozymes løftes 0,4 pct. til 293,30 kr.

Coloplast, der falder 0,3 pct. til 618,60 kr. fra start torsdag, kan få inspiration fra britiske Convatec, der også præsenterer regnskabstal, mens NKT, som stiger 0,4 pct. til 116,50 kr., kan skæve til franske Nexans' regnskabstal.

Derudover er der også fortsat opmærksomhed til DSV, der onsdag bakkede med 3 pct. efter endnu et kapital i sagaen om det danske selskabs forsøg på at overtage schweiziske Panalpina.

Det britiske branchemedie The Loadstar mente onsdag at vide, at Panalpina vil takke nej til det købstilbud, som DSV fremsatte i januar, og samtidig talte schweizernes topchef om muligheden for selv at købe op.

Torsdag morgen handles DSV uændret i 517,80 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.