Aktier

Byggemarkedskæde sendt ned i tæt på stillestående marked

På en dag med kun små udsving på de amerikanske markeder gjorde byggemarkedskæden Home Depot sig tirsdag bemærket for det negative med et fald på 0,9 pct. til 188,30 dollar.

Artiklens øverste billede
Foto: AP/Richard Drew

Selskabet leverede tirsdag regnskab for fjerde kvartal af 2018, hvor der ikke var helt så travlt, som analytikerne havde ventet. Resultaterne skuffede analytikerkorpset - både på salget og overskuddet. Væksten i de butikker, der har været åbne i mindst et år, lød i fjerde kvartal på 3,2 pct. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en fremgang på 4,5 pct.

De ledende amerikanske indeks svingede tirsdag frem og tilbage mellem røde og grønne tal. Det brede S&P 500-indeks faldt 0,1 pct., det smallere Dow Jones-indeks faldt også med 0,1 pct., og ligeså gjorde teknologitunge Nasdaq-indeks.

- Efterhånden er det indregnet megen effekt af, at der kommer en handelsaftale, så man sidder med spørgsmålet: Hvad skal så drive det her, spørger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Mens vi sidder og venter, får vi miksede nøgletal, men gode tal for den amerikanske forbrugertillid. Powell (amerikansk centralbankchef, red.) var tirsdag også ude at sige, at det er miksede nøgletal, og så bliver det bare noget stilstand i øjeblikket. Det her er en periode, hvor vi sidder og venter, lyder det fra seniorstrategen.

Blandt de negative bekendtskaber i tirsdagens aktiehandel var også Caterpillar, der producerer entreprenørmaskiner, at finde. Selskabet fik skåret 2,5 pct. af sin aktiekurs til 137,93 dollar, efter at UBS ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen af selskabets aktie til "sælg" fra "køb".

Fødevareproducenten Kraft Heinz faldt tirsdag 3,2 pct. til 33,15 dollar. Siden selskabet offentliggjorde regnskab fredag med skuffende tal på både top- og bundlinjen, er aktiekursen faldet 31,2 pct.

Der var dog også selskaber, der tirsdag gjorde sig bemærket for det mere positive. En af disse var Autozone, som er en kæde med reservedele og udstyr til biler. Selskabets aktie endte øverst i S&P 500-indeks med et plus på 5,1 pct. til 935 dollar.

Selskabet præsenterede tirsdag regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2018/2019. Her slog det sammenlignelige salg, altså salget i butikkerne som har været åbne i et år, analytikernes forventninger. I kvartalet voksede det 2,6 pct., hvor der var ventet en stigning på 2,1 pct. ifølge Bloomberg News.

Også General Electric-aktien havde en god dag på børsen med en stigning på 2,5 pct. til 10,66 dollar. Selskabet meldte mandag ud, at det sælger sin biopharma-forretning for 21,4 mia. dollar til Danaher, og det er en god idé, vurderer flere analytikere over for mediet CNBC.

Pengene fra salget skal først og fremmest bruges til at nedbringe gælden og skal bidrage til, at selskabet med tiden kan tilbageerobre en AAA-rating hos kreditvurderingsbureauerne og dermed sikre billigere finansiering på kapitalmarkederne.

Efter fem handelsdage med fald var der tirsdag fremgang at spore hos spiludvikleren Electronic Arts, hvis aktie steg 2,8 pct. til 98,50 dollar. Det skete, efter at en rapport fra Superdata, der holder øje med spilindustrien, ifølge Bloomberg News viste et fald i omsætningen hos konkurrentens hitspil Fortnite på 48 pct. på månedsbasis i januar.

De fem foregående handelsdage var aktiekursen blev skåret med 10,3 pct. Jeff Cohen, analytiker ved Stephens Inc., vurderer over for Bloomberg News, at stigningen tirsdag var et rebound fra mandag, hvor der kom negative anmeldelser ud for EA's nye spil Anthem.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.