Onsdagens aktier: Drilling og Ambu i rødt i marked med endnu en rekord
Regnskabet fra Maersk Drilling blev taget relativt vel imod på aktiemarkedet onsdag, men aktien faldt dog. Aktien blev dog sendt ned i den tunge ende af C25, hvor kun Ambu faldt mere efter en negativ anbefaling fra et af de tunge finanshuse - Bank of America.
Cykliske aktier som Rockwool og FLSmidth indtog de øverste pladser i indekset.
Det lykkedes det danske aktiemarked at knibe sig i endnu en rekord onsdag, hvor fordelingen mellem stigende og faldende aktier i det toneangivende indeks var fifty-fifty.
Det toneangivende aktieindeks, C25, endte onsdag 0,1 pct. højere i rekordniveauet 1225,42. Markedsdeltagerne ventede fortsat på mere nyt om handelskrigen.
DRILLING-TAL GODKENDT
Maersk Drilling meldte sig på banen med regnskab allerede fra morgenstunden onsdag.
- Jeg synes, regnskabet var godkendt, men måske var der nogle, der havde ventet mere, siger senioraktiehandler Martin Munk i Jyske Bank.
Ifølge analytiker Vidar Lyngvær fra norske Sparebank 1 Markets er der flere positive elementer i regnskabet fra Drilling.
- De fastholder forventningerne om en EBITDA-indtjening på 400 mio. dollar, hvilket er positivt. Jeg lå en smule under det, og det tror jeg også, at konsensus gjorde, siger han og hæfter sig tillige ved, at ordrebogen indeholder kontrakter med en samlet omsætning på 2,2 mia. dollar - en anelse højere end, han estimerede.
Desuden annoncerede selskabet nye kontrakter til en værdi af 126 mio. dollar og signalerede dermed, at mere kan være på vej.
Drilling blev børsnoteret i begyndelsen af april og debuterede med en pris på 572 kr. per aktie. Siden er aktien faldet til 410 kr. med et lavpunkt i begyndelsen af oktober på 350 kr. Onsdag placerede aktien sig tæt på bunden af C25 med et fald på 1,1 pct. til 405,40 kr.
I bedømmelsen af Drillings fald skal man notere sig, at de amerikanske kolleger Transocean og Noble faldt tirsdag med henholdsvis 4 og 8 pct. Onsdag ved dansk lukning steg begge aktier dog lidt.
AMBU FIK NEGATIVT NYT FRA USA
Ambu blev sendt ned onsdag efter en negativ vurdering fra Bank of America - Merrill Lynch. Amerikanerne har indledt dækning af aktien i Ambu med den negative anbefaling "underperform" og et kursmål på 92 kr.
- Når en af de tunge drenge i klassen ser negativt på aktien, så tynger det, siger Martin Munk.
Omvendt fik Ambu indledt analysedækning hos finanshuset Redburn med anbefalingen ”køb”.
Ambu faldt mest i C25 - 1,2 pct. til 116,55 kr.
CYKLISKE AKTIER TRAK OP
Risikovilligheden havde det ellers fint efter handelsmeldingerne, som sendte de cykliske aktier op. I toppen af C25 endte Rockwool og FLSmidth. Rockwool steg 5,9 pct. til 1575 kr., og FLSmidth steg 2,6 pct. til 260,10 kr.
- Rockwool har siden regnskabet haft godt momentum og med interesse for cykliske aktier får den yderligere fart onsdag, konstaterer aktiehandleren. Jyske Bank finder også aktien historisk billig.
Blandt C25-selskaberne røg DSV Panalpina videre i rekord med en stigning på 0,5 pct. til 758,20 kr. Selskabet fik løftet kursmålet hos Berenberg til 830 kr. fra 700 kr. Anbefalingen lyder fortsat "køb" af aktien, som analysehuset ser et kurspotentiale for på omkring 10 pct.
Simcorp og Unibrew satte også rekorder onsdag.
Pandora lancerer torsdag sin Harry Potter-kollektion, der blev annonceret i midten af august. De smykkeglade kunder kan fra den 28. november dermed få charms, vedhæng og armbånd fra Pandora inspireret af det magiske Harry Potter-univers.
Aktien steg 1,7 pct. til 265,80 kr.
ØK RESTER VANDT SKATTESAG
Ude i fondsbørsens periferi oplyste EAC Invest, der tidligere hed Santa Fe og før det ØK, at selskabet har fået medhold i to skattesager i Landsskatteretten.
Meddelelsen sendte EAC-aktien op på børsen i København. Inden meddelelsen lå aktien med et plus på 3,4 pct., mens den var oppe og vende i 2 kr. inden den endte uændret i 1,79 kr.
Skattestyrelsen har nu tre måneder til at indbringe sagen for domstolene.
Der verserer også en tredje skattesag, og hvis alle sagerne vindes, skønnes det at ville have en positiv likviditetspåvirkning på cirka 9 mio. kr. på EAC Invest.
/ritzau/FINANS