Markedsoversigt: Lille aktieplus og rentefald upåvirket af uro
De danske aktier udviklede sig - med undtagelse af en hurtig svingtur midt på eftermiddagen - ganske roligt i mandagens handel, hvor det endte med med et lille plus.
C20 Cap-indekset steg med 0,1 pct. til 1011,57, og det største udsving blandt enkeltaktierne begrænsede sig til 1,8 pct.
Der var fokus på Nordea og Danske Bank, som er de næste i C20 til at komme med regnskaber for andet kvartal.
Mandag hævede den schweiziske storbank Credit Suisse anbefalingen af Nordea-aktien til "outperform" fra "neutral".
Nordea-aktien steg 0,7 pct. til 57,85 kr., mens Danske Bank satte sig 0,2 pct. til 175,70 kr.
Allerøverst i C20 steg ingredienskoncernen Chr. Hansen uden bagvedliggende nyheder 1,6 pct. til 425,90 kr.
DSV kørte frem med 0,7 pct. til 279,20 kr. Bank of America - Merrill Lynch har løftet sin anbefaling af den aktie til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet er skruet op til 296 kr. fra 200 kr.
FLSmidth faldt 1,8 pct. til 260,90 kr.
Den svenske konkurrent Sandvik kom med sit regnskab for andet kvartal, der overraskede lidt til den positive side, men samtidig annoncerede selskabet et frasalg af sin division for mineudstyr, der er lidt i samme boldgade som FLSmidth.
A.P. Møller-Mærsks to containerrivaler - Hapag-Lloyd og United Arab Shipping Company (UASC) - gennemførte den fusion, de har flaget med gennem længere tid.
Meddelelsen blev overskygget af, at Hapag-Lloyd samtidig kom med nedslående kommentarer om markedsudviklingen og nedjusterede forventningerne som følge af blandt andet lave fragtrater. Det sendte aktien tungt ned, og det smittede af på Mærsk, hvis B-aktie faldt 1,3 pct. til 8365 kr.
De danske statsrenter virkede - helt som tilfældet var på aktiemarkedet - nærmest fuldstændig uberørte af weekendens dramatiske kupforsøg i Tyrkiet, der kostede op mod 300 mennesker livet.
Renterne bakkede dog en smule over hele Europa, og det var også tilfældet herhjemme, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation faldt med 2 basispoint til 0,11 pct.
Faldene var i nogenlunde samme størrelsesorden på de øvrige nordeuropæiske markeder, mens den tiårige tyrkiske rente steg med 61 basispoint til 9,50 pct. Det ledende tyrkiske aktieindeks faldt 7,1 pct., mens der var ganske begrænset effekt på de store markeder i Europa.
Tyrkiet er ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) verdens 18.-største økonomi, men weekendens tegn på politisk usikkerhed, bekymrer investorerne på de globale finansmarkeder bekymrer sig ikke synderligt om.
- Kuppet blev slået ned, og det er gået i sig selv igen. Selv om der kan komme nogle efterveer, ser det ikke umiddelbart ud til, at det kommer til at få nogen effekt, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, til Ritzau Finans.
/ritzau/