Aktiestigninger i Japan efter helligdag - men fald i Kina
De asiatiske aktier stritter i forskellige retninger tirsdag morgen, hvor de japanske aktieindeks som nogle af de eneste i Fjernøsten er iklædt grønt.
De positive takter i Japan kommer efter mandagens helligdag, "Havets Dag", og det toneangivende Nikkei 225-indeks ligger med et plus på 0,7 pct., mens det bredere Topix-indeks går frem med 0,6 pct. Dermed blev et mindre minus, der ramte de japanske aktier i løbet af dagen, slettet ved lukketid.
I Kina må investorerne tage sig til takke med mindre fald. Ifølge Bloomberg News har de seneste uger været gode for de asiatiske aktier, der er steget til det højeste niveau siden august sidste år, i kølvandet af kursfaldene umiddelbart efter brexit-afstemningen i slutningen af juni. Nu tager markedet igen en puster:
- Markedet tager en pause. Der er ikke mange katalysatorer derude. Folk begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om der stadig er værdi i markedet efter det rally, vi så efter brexit, siger Tony Farnham fra Paterson Securities til Bloomberg News.
Shanghai Composite ligger med et minus på 0,7 pct., og CSI 300-indekset falder 0,8 pct. I Hongkong er der et fald i Hang Seng-indekset på 0,6 pct.
I Sydkorea ligger Kospi-indekset med et minus på 0,3 pct., og Taiwans Taiex-indeks øger en smule med 0,1 pct., mens investorerne i Sydney oplever et fald på 0,2 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med marginale udsving og falder tirsdag morgen med omkring 0,1 pct.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS