Markedsoversigt: Sympati for aktier skyggede for obligationerne
Nordea var blandt de selskaber, der med en række positive regnskaber i Europa sikrede det gode handelshumør blandt de investorer, der trodsede sommervarmen og handlede videre.
Den positive stemning gjorde sig også gældende herhjemme, hvor eliteindekset C20 Cap lukkede 1,3 pct. højere i 1026.
Nordea lå dagen igennem i spidsen af indekset og sluttede 3,4 pct. højere i 59,55 kr. Danske Bank blev løftet med 2,5 pct. til 180,70 kr., mens Jyske Bank landede 1,6 pct. højere i 269,00 kr.
Nordea fik i andet kvartal med et overskud på 996 mio. euro, som var knap 70 mio. euro bedre end ventet og 50 mio. euro bedre end i samme periode året før.
Nordea fortalte også, at banken har fundet frem til en række fejl og mangler i sin håndtering af de meget omtalte sager om såkaldte offshorekonstruktioner. Banken vil derfor rydde op, stramme op og ikke længere hjælpe kunderne med offshorekonti.
I den modsatte ende af indekset var TDC skæmmet af et skuffende konkurrentregnskab fra Telia, der onsdag morgen gjorde status for første halvdel af 2016. TDC-aktien endte med et fald på 0,6 pct. til 34,92 kr.
I den mere kedelige ende af indekset lå også biotekselskabet Genmab, selv om der blev offentliggjort pæne salgstal for kræftmidlet Darzalex, som er Genmabs helt store satsning. Genmab-aktien faldt 0,1 pct. til 1159 kr.
Der var konkurrentnyt til transportkoncernen DSV, da der fra morgenstunden regnskab fra schweiziske Panalpina.
Schweizerne er ramt af en lav oliepris, men kunne til gengæld melde om pæn vækst inden for luftfragt trods et presset marked. DSV-aktien gik frem med 1,9 pct. 286,10 kr.
Mens investorerne rundt om i Europa var i sommerhumør og handlede ind på aktiebørserne, var der knap så stort behov for at finde sikkerhed i statsobligationerne.
Herhjemme blev renten dog blot løftet et enkelt basispoint i forhold til tirsdagens lukkeniveau til 0,11 pct. for statsobligationen med udløb i 2025. Renten var en overgang nede på 0,09 pct. i løbet af den tidlige handel.
Der var ganske få nøgletal på onsdagens program, og investorer og økonomer havde i stedet blikket rettet mod torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
Der er ikke forventninger om, at centralbanken justerer sin pengepolitik, så der er i stedet fokus på kommentarerne fra chefen, Mario Draghi.
Han skal for første gang - offentligt - forholde sig til konsekvenserne af Storbritanniens forventede farvel til EU, som ifølge blandt andre Den Internationale Valutafond (IMF) kan påvirke den globale vækst negativt i år og næste år.
Den danske forbrugertillid lå lavere end ventet i juli på 3,1 mod 4,4 måneden før, oplyste Danmarks Statistik. Ifølge Bloomberg havde økonomerne i snit ventet en indeksværdi på 4,0.
/ritzau/FINANS