Aktierne i Europa: Luftfart terrorramt og markedet ramt af Kuroda
Det europæiske aktier blev sendt sydpå efter udtalelser fra den japanske centralbankchef Haruhiko Kuroda i et interview på BBC radio 4, hvor han afskrev muligheden for de såkaldte helikopterpenge som pengepolitisk stimulans.
Det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, falder først på eftermiddagen torsdag med 0,2 pct. til indeks 340. Inden Kurodas udtalelser lå indekset i underkanten af indeks 341.
Kuroda ser ingen mulighed for helikopterpenge som stimulans. Dermed udelukker han muligheden for, at centralbanken direkte kan finansiere offentligt eller privat forbrug. Han understreger, at der derudover ikke er begrænsninger i, hvilke pengepolitiske stimuli, der kan anvendes for at øge inflationen.
Blandt de aktier, der falder mest, er flyselskabet Lufthansa, men også andre flyselskaber er ramt.
Både Lufthansa og Easyjet melder om vigende rejselyst - blandt andet på grund af frygt for terrorangreb.
Det har i førstnævntes tilfælde givet anledning til en nedjustering af forventningerne til årets resultat, og den tager investorerne imod ved at dumpe aktien med 7,4 pct.
- Bookinger - særligt på langdistanceruterne til Europa - er faldet markant, hvilket især skyldes gentagne terrorangreb i Europa samt politisk og økonomisk usikkerhed, skrev Lufthansa i forbindelse med nedjusteringen onsdag aften.
Easyjet bliver efter et faldende salg handlet ned med 6,6 pct. på børsen i London. Det britiske lavprisselskab meldte om en omsætning i tredje kvartal på 1,2 mia. pund. Det er 2,6 pct. lavere end i samme periode for et år siden. Forventningen blandt analytikere adspurgt af Bloomberg News var et salg på 1,22 mia. pund.
Det smitter også af på Ryanair, der falder 4,4 pct., og Air France-KLM, der falder 4,7 pct.
Gruppen af rejse- og fritidsaktier i Stoxx 600 falder næstmest, da gruppen falder 1,6 pct.
Der er kommet godt nyt fra luksusvareproducenten, Hermes, der kunne melde om en omsætningsstigning på 8,1 pct. i første halvår, hvor analytikere ifølge Bloomberg News havde ventet 5,1 pct. Aktien belønnes med en stigning på 3,4 pct.
Munterhed er der også at spore i råvaresektoren, der ligger relativt pænt i toppen. Anglo American stiger 5,1 pct., og råvarerelaterede aktier er den undergrupper i Stoxx 600, der stiger mest - 1,9 pct.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS