TDC er i topform fredag middag
TDC-aktien er fredagens højdespringer i det danske C20 Cap-indeks, der ved middagstid ligger helt uændret i 1027,82. FLSmidth-aktien følger en positiv udvikling til den finske konkurrent Metso, der har fået flere løftede anbefalinger i kølvandet af torsdagens regnskab, mens Danske Bank-aktien agerer bundprop efter torsdagens regnskab. Det tyske Dax-indeks ligger uændret efter en række forskelligartede europæiske PMI-erhvervstillidstal.
TDC-aktien stiger 2,1 pct. til 35,77 kr. Teleaktien følger en positiv udvikling til de europæiske teleoperatører efter at britiske Vodafone har aflagt bedre end ventede salgstal. Finanshuset Jefferies vurderede efterfølgende, at markedsopdateringen vil mindske frygten for at konkurrencen inden for mobiltelefoni kan ramme opsvinget i selskabets indtjeningsmarginal.
FLSmidth-aktien stiger 1,4 pct. til 269,10 kr. FLSmidth-konkurrenten Metso får løftet sin anbefaling hos Barclays til ligevægt fra undervægt. Barclays beretter, at minekonjunkturcyklen stabiliserer samt at minemarginalen hos Metso for første gang i 2 år ikke falder samt at momentum kan blive fastholdt i andet halvår 2016. Dog nævner Barclays, at Kopper-segmentet dog er det svage punkt. Yderligere har Danske Bank også løftet anbefalingen på Metso-aktien.
Vestas- og DONG-investorerne kan rette blikket mod meldinger om havvindmøllemarkedet. Det britiske Brexit-resultat kan afspore vindmølleudbygningen i Nordsøen ifølge tidligere højtstående ansat hos IEA Hugo Chandler, som beretter over for Bloomberg News, at Storbritannien ikke underskrev aftalen om højspændingsopkoblinger med landene omkring Nordsøen inden Brexit-afstemningen, da man ville se resultatet. Vestas ligger med en stigning på 0,6 pct. i 459,50 kr., imens Dong-aktien ligger med et plus på 0,8 pct. i 262,10 kr.
Udviklingen hos bankaktierne er også uens, hvor Danske Bank falder med 0,7 pct. til 179 kr. efter torsdagens halvsvage regnskab, imens Jyske Bank ligger med et plus på 0,2 pct. i 270,20 kr. Nykredits Tore Stramer udtalte torsdag ifølge Bloomberg News, at det danske boligmarked har risiko for en ond nedadgående spiral, som kan komme ud af kontrol. Det skyldes boligejernes blindhed over for, at der på et tidspunkt kan komme rentestigninger.
Pandora endte torsdagen med et plus på 1,9 pct. og leverede dermed en stærk udvikling, og den positive udvikling fortsætter fredag med et plus på 0,4pct. til 895 kr.
Blandt sidepapirerne fortsætter NNIT-aktien den voldsomme optur, hvor det bliver til en stigning på 1,7 pct. til 275 kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde. It-aktien er steget 63 pct. på tre måneder.
Aktiefokus
Aktiefokus