Europæiske aktier: Moderate stigninger med Vodafone i hopla
De tre store europæiske aktiemarkeder ligger fredag eftermiddag med moderate stigninger efter et bedre end ventet PMI-erhvervstillidsbarometer for Tyskland.
Dax-indekset stiger 0,1 pct. til 10.165 og Ftse-indekset løftes 0,4 pct. til 6728. Det franske Cac-indeks ligger med et plus på 0,3 pct. i 4390.
Vodafone stiger 4,4 pct. til 235,10 pence, efter at den britiske mobiltelefongigant har aflagt bedre end ventede salgstal for det forskudte første kvartal, hvor selskabet bliver hjulpet af gradvise forbedringer i den europæiske mobilforretning og vækst på udviklingsmarkederne. Finanshuset Jefferies vurderer, at markedsopdateringen vil mindske frygten for at konkurrencen inden for mobiltelefoni kan ramme opsvinget i selskabets indtjeningsmarginal.
Den svenske kursraket fra 2015, Fingerprint Cards, kom med solide vækstudsigter i regnskabet for andet kvartal, hvor selve regnskabstallene var broget med et svagt salg, men en god indtjening i forhold til analytikernes forventninger. Fingerprint-aktien ligger fredag eftermiddag med en stigning på 3,0 pct. i 103,50 kr.
Skanska falder 4,3 pct. til 178,10 skr., efter at den svenske byggegigant har aflagt regnskab for andet kvartal, hvor salget og indtjeningen skuffer efter en svag udvikling i divisionen Construction. Yderligere sænkede selskabet også forventningerne til ikke-bolig-byggeriet i Storbritannien grundet Brexit-resultatet. Indtjeningsevnen er ifølge finanshuset Kepler ramt af en svag udvikling især inden for divisionen Construction og en svag udvikling på bestemte byggerier i Polen og dyre designændringer til amerikanske byggerier.
SSAB stiger 10,2 pct. til 28,07 skr., efter at den svenske stålproducent har aflagt regnskab for andet kvartal, hvor salget er bedre end ventet og indtjeningen er også en positiv overraskelse side hjulpet af lavere omkostninger. Finanshuset Citigroup fremhæver, at regnskabet var stærkt som følge af lavere omkostninger understøttet af højere end forventet realiserede synergier, og finanshuset venter på den baggrund oprevideringer af estimaterne.
Shell løftes 0,6 pct. til 2095 pence og BP stiger 0,3 pct. til 451,91 dollar. Olieselskaberne bliver understøttet af en lille fremgang til olieprisen, hvor Brent-olieprisen stiger 0,2 pct. til 46,31 dollar per tønde.
/Aktiefokus
Aktiefokus