Aktier: Små udsving i Asien - Nintendo tager stort dyk
De asiatiske aktiemarkeder danser omkring nullet mandag morgen, hvor der hersker en svagt positiv stemning i Japan, men hvor Hongkong falder marginalt.
De japanske aktier nyder godt af de seneste uger svækkelse af yen, der gavner eksportvirksomhederne. Fokus er desuden på denne uges rentemøde i den japanske centralbank.
Økonomer har sat næsen op efter nye lempelser fra centralbanken, herunder eventuelt en forhøjelse af bankens opkøb af såkaldte exchange traded funds, eller en sænkning af den i forvejen negative indskudsrente.
Det toneangivende japanske Nikkei-indekset stiger med 0,1 pct., mens Topix-indeks ligger stort set uændret.
Mens aktiemarkedet træder vande, har Nintendo til gengæld sluppet uhyret løs og sendt aktiekursen kraftigt baglæns med meldinger om, at det ikke henter synderlig indtjening fra sit monsterhit - mobilspillet Pokémon Go.
Nintendo oplyser også, at det allerede har indregnet det ventede overskud fra Pokemon Go-armbånd, der alarmerer monster-jægerne, hvis der er en nærliggende pokémon.
Meldingerne har mandag morgen sendt aktien i Nintendo baglæns med 17 pct., da investorerne allerede havde taget forskud på glæderne og indregnet en gigantisk kassesucces i aktiekursen i de sidste par uger. Således blev aktiekursen mere end fordoblet i perioden fra den 7. juli til den 19. juli.
Også i Kina er der mindre aktiestigninger. Shanghai-indekset stiger med 0,2 pct., og CSI 300-indekset går frem med 0,4 pct. I Hongkong falder Hang Seng-indekset med 0,3 pct.
Den negative stemning breder sig også over Taiwan, hvor Taiex-indekset falder med 0,7 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks ligger uændret.
I Sydney stiger ASX-indekset med 0,6 pct.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS