Europæiske aktier: Medvind til Dax efter opløftende Ifo-erhvervstillid
De europæiske aktiemarkeder ligger mandag eftermiddag hovedsageligt med fremgang, hvor det tyske Dax-indeks outperformer efter et mindre end ventet fald i det tyske Ifo-erhvervstillidsbarometer.
Dax-indekset stiger 1,0 pct. til 10.244 og Ftse-indekst falder 0,1 pct. til 6727. Det franske Cac-indeks ligger med et plus på 0,7 pct. i 4411.
Ryanair stiger 5,9 pct. til 11,55 euro, efter at det irske lavprisluftfartsselskab har aflagt regnskab for det forskudte første kvartal, hvor investorerne hæfter sig ved, at prognosen for helåret bliver fastholdt, hvilket står i kontrast til konkurrenterne. Goldman Sachs fremhæver, at Ryanair ikke er så hårdt påvirket af eksterne begivenheder som den britiske lavpriskonkurrent EasyJet, som i sidste uge ikke offentliggjorde forventninger til helåret i sin markedsopdatering for det forskudte tredje kvartal. Tyske Lufthansa sænkede i sidste uge også sine forventninger til helåret.
Ericsson stiger 2,3 pct. til 64,85 skr., efter at den svenske mobilnetværksgigants koncernchef Hans Vestberg er trådt tilbage efter seks og et halvt år ved roret, hvilket er en periode præget af en faldende aktiekurs, øget konkurrence samt undersøgelser om korruption i Europa og Asien. Vestberg har stået over for undersøgelser om påstået korruption i Asien og Europa, og i sidste uge måtte selskabet afvise svenske mediers skriverier om, at selskabet har pumpet salget ved at booke salget, før klienterne er faktureret.
Philips ligger med en stigning på 2,2 pct. i 24,32 euro, efter at den hollandske elektronikkoncern er kommet med regnskab, hvor driftsindtjening på 544 mio. euro var over analytikernes forventning på 519 mio. euro og den sammenlignelige salgsvækst er også bedre end ventet.
BMW løftes 1,7 pct. til 76,81 euro og Daimler stiger 1,2 pct. til 60,25 euro. De tyske bilproducenter er godt kørende i mandagens aktiemarked.
William Hill løftes 7,4 pct. til 336,77 pence efter at 888 Holdings og The Rank Group har meddelt, at de overvejer en fælles overtagelse af den britiske bookmaker, hvilket beviser, at den seneste bølge af overtagelser ikke er ovre. 888 Holding stiger 3,2 pct. til 229 pence og The Rank Group ligger med et lille plus på 0,1 pct. i 237,40 pence.
Den tyske Ifo-erhvervstillid for juli er netop blevet præsenteret og her blev det for forventningskomponenten til et mindre end ventet fald til 102,2 fra 103,1 for måneden forinden. Her ventede analytikerne et fald til 101,6.
Aktiefokus