USA-aktier: Små fald forud for ugens rentemøder
De amerikanske aktiemarkeder åbner mandag med små fald forud for onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank.
Dow Jones-indekset falder 0,2 pct. til 18.586 og S&P 500-indekset taber 0,2 pct. til 2172. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner med et minus på 0,04 pct. i 5098.
Yahoo taber 0,9 pct. til 39,01 dollar, og Verizon åbner med et fald på 0,5 pct. i 55,85 dollar. Den amerikanske mobiloperatørgigant Verizon har aftalt at købe internetportalen Yahoos kerneaktiviteter for 4,83 mia. dollar i kontanter, og dermed bliver nattens og sidste uges rygter bekræftet. Yahoo vil blive efterladt med sin værdifulde andele i kinesiske Alibaba og Yahoo Japan Corp. og samlet er værdien på de aktiver omegnen af 40 mia. dollar, og efterfølgende vil Yahoo være et børsnoteret investeringsselskab. Yahoo vil returnere al sin kapital til aktionærerne.
Chevron falder 0,6 pct. til 105,02 dollar, og Marathon Oil taber 1,6 pct. til 13,89 dollar. Olieselskaberne følger en negativ udvikling til den den amerikanske WTI-olie, der falder 1,5 pct. til 43,52 dollar til det laveste niveau i mere end to måneder. Det kommer, efter at de amerikanske olieproducenter har øget boreaktiviteten for fjerde uge i træk selvom markedet flyder i olie.
Sprint åbner 5,4 pct. højere i 4,87 dollar, efter at det amerikanske mobiltelefonselskab har aflagt regnskab for det forskudte første kvartal, hvor indtægterne, EBITDA-indtjeningen og indtjeningen per abonnent er højere end ventet.
Hewlett Packard Enterprise, som sælger servere og software herunder cloud-løsninger til erhvervslivet, åbner 1,9 pct. højere i 20,42 dollar, efter at finanshuset Citigroup har løftet anbefalingen på selskabet, der tidligere var en del af HP, til køb fra neutral med et kursmål, der er løftet til 25 dollar fra 20 dollar. Analytiker Jim Suva vurderer, at investorerne ikke værdsætter den frie pengestrøm og forbedringerne i kontantbeholdningen nok.
Mondelez International stiger 0,7 pct. til 45,46 dollar. Finanshuset Susquehanna hæver anbefalingen på fødevarekoncernen til positiv fra neutral med et kursmål på 60 dollar, hvilket er en forøgelse fra tidligere 46 dollar. Analytiker Pablo Zuanic vurderer, at Mondelez sandsynligvis ikke vil blive som det er over de næste 12 måneder, hvor Mondelez enten vil købe konfekturekoncernen Hershey eller selv blive opkøbt af et større føde- eller drikkevareselskab.
Aktiefokus