Amerikansk bank rygtes på vej mod salg og stiger stort
Everbank Financial, der er baseret i den amerikanske stat Florida, er ved at undersøge et salg efter at have modtaget interesse fra en potentiel bejler.
Det rapporterer nyhedsbureauet Bloomberg News, som henviser til anonyme kilder med kendskab til sagen.
Ifølge mediets kilder har banken arbejdet sammen med schweiziske UBS Group for at indsamle tilbud fra mulige købere.
Everbank Financial skal have påbegyndt samarbejdet med UBS Group inden for de sidste to måneder efter at have modtaget en uopfordret henvendelse, fortæller kilderne til Bloomberg News.
Endnu er der dog ingen aftale på plads, og Everbank Financial kan ende med at ville forblive et selvstændigt firma, lyder det fra kilderne.
Fredag i sidste uge kostede en aktie i Everbank Financial 15,50 dollar, hvilket gav banken en markedsværdi på omtrent 1,9 mia. dollar - svarende til 12,9 mia. kr.
Omkring halvanden time inde i mandagens handel stiger bankaktien 7,8 pct. til 16,71 dollar, og dermed er markedsværdien øget cirka 100 mio. dollar - eller 677 mio. kr. - til 2 mia. dollar.
/ritzau/FINANS