Europa/aktier: Commerzbank trak bankgruppen ned på grøn dag
De europæiske aktier endte tirsdag i grønt på ryggen af overvejende gode nyheder fra USA. Aktierne i Stoxx 600-indekset havde en beskeden overvægt af plusser. Indekset endte med en stigning på 0,1 pct. til omkring indeks 341.
Commerzbank leverede før børstid regnskab for andet kvartal. Det skuffede, og det smittede af på kollegerne. Den tyske storbank fik et nettooverskud på 209 mio. euro mod 307 mio. euro i samme periode sidste år. Aktien faldt med mere end 4 pct.til 5,572 euro. Regnskabet var ellers først kalendersat til 2. august. De dårlige nyheder smittede af på Deutsche Bank, der satte sig et par procent.
Større var faldet i Mediaset, der satte sig knap 7 pct. til 3,014 euro, efter at Vivendi oplyste, at det trak sig fra købet af det italienske selskabs betalings-tv-del.
EU er så småt ved at udfase de såkaldte roamingtakster, der gennem mange år har været en guldgrube for teleselskaberne, idet de har tjent mange penge, når kunderne har ringet, sms'et og brugt nettet i udlandet. Det kunne ses hos franske Orange, der havde en flad omsætning i andet kvartal og gav roamingafgifterne en del af skylden.
Orange faldt knapt 4 pct. til 13,81 euro.
I den anden af indekset og helt i top endte ams AG, der leverer en bred række af teknologiløsninger. Det schweiziske selskab meldte om et nettooverskud i andet kvartal på 19,6 mio. schweizerfranc mod mere end det dobbelte i samme periode sidste år. Selskabet bekræftede dog forventningerne til hele året og ser en bedret bruttomargin fortsætte i indeværende kvartal.
Aktien steg mere end 12 pct. til 30,85 schweizerfranc.
/ritzau/FINANS