Aktier/åbning: ALK styrter efter skidt nyt i grønt marked
De danske C20 aktier stiger ved åbningen onsdag, men det er særligt uden for C20, at der sker ting og sager.
ALK-aktien falder massivt efter at have oplyst, at selskabet mister sin samarbejdspartner om tabletvaccinen i USA. Den generelle markedsstemning må dog siges at være fin.
Også ude i Europa er der pæne stigninger onsdag.
Det danske C20 Cap-indeks stiger 0,3 pct. til 1037,43.
ALK får kurssmæk efter at have taget imod en ubehagelig mavepuster tirsdag aften. Da meddelte selskabets amerikanske partner, MSD, at den droppede at køre videre med salget af de danskudviklede allergivacciner på det ellers så lukrative amerikanske marked.
At slå igennem i landet kræver store investeringer i salgsstyrke og godt kendskab til strukturerne, og det havde ALK håbet at kunne få gennem partnerskabet. Men MSD har trukket sig fra projektet, og nu vil ALK overveje fremtiden i Nordamerika.
- USA bidrager ikke meget i øjeblikket, men det er klart, at vores forventning har været, at Merck kunne få dette her til at blive stort i USA. Der må vi erkende, at de ikke har ment, at det kunne hænge sammen, siger fungerende administrerende direktør og bestyrelsesformand Steen Riisgaard til Ritzau og fortsætter:
- Lige når sådan noget her sker, så skal vi lige sunde os og trække vejret. Men det giver os en mulighed for at gentænke hele vores tilgang til det amerikanske marked.
ALK havde store forhåbninger til det amerikanske marked, der er blevet spået at kunne blive næsten fem mia. kr. værd om året. Men det har Merck ikke kunnet se.
Nordea har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb", og kursmålet er strøget ned til 938 kr. fra 1244 kr. Det viser data fra Bloomberg.
ALK-aktien falder massive 20 pct. til 932 kr. onsdag efter godt fem minutters handel.
Trods faldende oliepris stiger Mærsk-aktierne. A-aktien stiger med 1,4, pct., mens B-aktien stiger 1,3 pct. til 8620 kr.
Flere danske selskaber kan desuden se frem til at få konkurrentnyt onsdag.
FLSmidth får nyt fra branchekonkurrenten Outotec, når det finske selskab, der også laver mineudstyr, ved middagstid leverer sit halvårsregnskab. FLSmidth stiger 0,9 pct. til 272 kr.
Aktionærerne i William Demant og GN Store Nord kan også se efter branchenyt, når italienske Amplifon aflægger regnskab. WDH ligger uændret i 136,80 kr., mens GN stiger 0,6 pct. til 126,50 kr.
Vestas runder gruppen af selskaber, der venter konkurrentnyt, af. Her er det spanske Gamesa, der er ved at fusionere med Siemens, der ventes på banen. Vestas stiger 0,6 pct. til 460,40 kr.
Et par mindre selskaber leverede sent tirsdag lidt nyt, og det smitter af på den ene onsdag.
Veloxis valgte tirsdag på en ekstraordinær generalforsamling tre nye medlemmer ind i bestyrelsen. Veloxis oplyste samtidig, at selskabet ikke så behov for nye likvider til driften. Aktien stiger 8,40 pct. til 1,29 kr.
Greentech meddelte sent tirsdag, at selskabet køber de resterende 50 pct. af et spansk solcelleanlæg for 27,5 mio. kr. Greentech ligger uændret i 8,35 kr.
Ritzau Finans