Status på aktierne mandag middag: Defensive fører efter at bankglæden forduftede
De defensive aktier har taget føringen i det danske C20-indeks, efter at det ellers i morgentimerne var bankerne, der havde stafetten.
Oven på fredagens resultater af stresstesten af den europæiske banksektor, hvor de danske pengeinstitutter gik igennem uden problemer, startede især Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank med at stige i den tidlige handel, men efterfølgende er bevægelsen gået i sig selv.
- Problemet er, at stresstestene var for bløde, da de kun indregnede en mild til moderat recession. Det betyder, at dataene ikke fortæller os meget, og det er ikke for overraskende, at de fleste banker bestod, siger aktiestrateg Peter Garnry fra Saxo Bank til Bloomberg News.
Samlet stiger C20 Cap ved 11.30-tiden 0,6 pct. til 1044,89, og det toneangivende danske aktieindeks er fortsat knap 2 pct. fra sit højeste niveau nogensinde - 1064,27 - der blev sat for 12 måneder siden.
Det er dog ikke længere med bankerne i top, som det var tilfældet i starten af handelsdagen. Nordea falder 0,3 pct. til 59,35 kr. og er med i bunden af C20 sammen med Jyske Bank, der ligger uændret i 276,60 kr. Danske Bank klarer sig lidt bedre med et plus på 0,6 pct. til 181,90 kr., mens Sydbank falder 0,1 pct. til 178,60 kr.
I stedet er det nogle af C20's mest defensive papirer, der har lagt sig i front. Chr. Hansen fører an med et løft på 1,6 pct. til 425,10 kr., mens Genmab, Novo Nordisk, Lundbeck, William Demant, TDC, GN, ISS og Novozymes, der stort set alle kategoriseres som defensive, konjunkturneutrale aktier, følger trop med stigninger på 0,8 til 1,5 pct.
Endnu værre end bankerne går det for A.P. Møller-Mærsk, der igen kan være mærket af en faldende oliepris. De seneste års dyk i olieprisen har presset konglomeratet, som på det seneste har igangsat en strategisk gennemgang for at finde ud af, hvad det skal satse på i fremtiden. Mærsk B-aktien er nederst i C20 med et dyk på 0,6 pct. til 8975 kr.
Ugen byder igen på mange europæiske regnskaber, og de danske er også på vej op i gear med halvårstal fra Novo Nordisk, DSV og Dong Energy. Ingen af dem præsenteres dog mandag.
Kigger man til udlandet, er der tal fremme fra hollandske Heineken, der konkurrerer med Carlsberg på en del ølmarkeder. Detaljerigdommen i Heinekens regnskab er dog ikke særlig stor, så det er svært at udlede meget af hollændernes status. Carlsberg-aktien holder sig da også i det anonyme midterfelt i C20 med en stigning på 0,6 pct. til 664,50 kr.
Uden for C20 er Aarhus Elite ramt, efter at fodboldholdet AGF skuffende tabte hjemme til Randers FC i superligaen efter at ellers have vundet i de første to runder. Aktien dykker 3,8 pct. til 0,302 kr.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS