USA/tendens: Små stigninger i sigte
Der er udsigt til, at de amerikanske aktier kan fortsætte, hvor de slap i juli, i plus. I hvert fald peger amerikanske futures på de tre store indeks på små stigninger ved åbningen mandag.
Der er lagt op til stigninger på 0,1-0,2 pct. i de toneangivende indeks: S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.
- Med udsigterne til en renteforhøjelse skudt yderligere ud peger alting på moderate stigninger i denne uge, vurderer analytiker Jasper Lawler hos CMC Markets over for Bloomberg News.
Handlerne skubbede udsigter til en renteforhøjelse fra den amerikanske centralbanks side ud efter skuffende BNP-tal fredag. Chancerne for en renteforhøjelse til september er faldet til 20 pct., mens der ifølge markedet er næsten lige odds, for at det sker til juni næste år, skriver Bloomberg News.
Der er ikke væsentlige regnskaber på agendaen mandag, men i ugens løb kommer der regnskaber fra blandt andre Pfizer, Procter & Gamble, Timewarner og Priceline Group.
58 pct. af regnskaberne fra S&P 500-indekset indtil videre har rapporteret en omsætning bedre end ventet, mens 81 pct. har leveret bedre resultater end ventet.
Blandt de selskaber, der bevæger sig i formarkedet er Solarcity, der falder små 7 pct., efter at Tesla har budt 2,6 mia. dollar for selskabet. Det er lavere end det tilbud, som man havde ventet.
Det amerikanske aktiemarked lukkede fredag tæt på - men under - rekorderne i S&P 500- og Dow Jones-indekset.
S&P 500-indekset lukkede med et plus på 0,2 pct. til 2171,60. De tunge aktier i Dow Jones faldt 0,1 pct. til 18.432,24, mens Nasdaq-papirerne sluttede dagen med en gevinst på 0,1 pct. til 5.162,13.
Med afslutningen af juli kan S&P-indeksets månedsstigning gøres op til et plus på ikke mindre end 5 pct., hvilket bringer årets stigning op på 6,3 pct. Dow Jones er steget 4,2 pct. i juli, mens året til og med juli viser et plus på 5,8 pct. Helt i top ligger dog Nasdaq-papirerne, der har øget investorernes afkast i juli med 8 pct., hvilket vender årets hidtidige afkast fra et tab på 3,3 pct. i første halvår til en gevinst på 3,1 pct. frem til udgangen af juli.
Ritzau Finans