Europa/aktier: Stabilt marked med overvægt af fald
Det europæiske aktiemarked ligger relativt stabilt onsdag middag - dog med en overvægt af faldende aktier. En rebound i banker båret af blandt andet et par pæne regnskaber fra storbanker kan ikke helt kompensere for en negativ stemning.
Bankerne stiger samlet set med 1,7 pct. - den største stigning i de 19 undergrupper, mens det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, samlet falder 0,1 pct. til indeks 335,26. Knap en tredjedel af de 600 aktier falder.
Den britiske storbank Standard Chartered og hollandske ING leverede flotte resultater og ligger sammen med Fiat i toppen af indekset.
Der var rigeligt med udfordringer for Standard Chartered i første halvår af 2016, og det satte sit aftryk på onsdagens regnskab fra den britiske storbank. Trods skuffende regnskabstal stiger aktien 7,3 pct. til 632,40 pence.
Standard Chartered skriver i rapporten, at den fortsat ser store udfordringer i 2016, men at den også er godt på vej med at udrulle et spareprogram, der skal barbere omkostningerne ned med over 1 mia. dollar alene i år.
Den hollandske storbank ING Groep har mere end tredoblet sit overskud i andet kvartal sammenlignet med samme kvartal året før. Nettooverskuddet landede på 1,3 mia. euro, og det var en klar stigning fra de 358 mio. euro, som banken hev hjem i samme periode året før. Banken forklarer fremgangen med øgede gebyrindtægter og lavere nedskrivninger, skriver Bloomberg News.
Aktien stiger mest i indekset til 10,23 euro - 8,8 pct. højere end tirsdag.
FIAT TIL VEJRS PÅ SAMSUNG INTERESSE
Mellem de to banker ligger aktierne i Fiat Chrysler, der stiger 7,3 pct. til 5,85 euro på børsen i Milano.
Sydkoreanske Samsung Electronics er i fremskredne forhandlinger med Fiat Chrysler om opkøb af hele eller dele af den italienske virksomhed Magneti Marelli, der udvikler og producerer komponenter til bilindustrien. Angiveligt er Samsung særligt interesseret i Magneti Marellis belysnings- og telematikforretning, men overvejer også at købe hele virksomheden, lyder det fra kilder nær sagen.
En kilde vurderer over for Bloomberg News, at en handel kan være mere end 3 mia. dollar værd, og at parterne håber på at nå til enighed inden årets udgang. Et køb i den størrelsesorden vil gøre Magneti Marelli til Samsungs største opkøb nogensinde uden for Sydkorea.
SCHWEIZISK BUNDBROP
I bunden af indekset og med det største fald blandt de 600 af indeksets aktier ligger den schweiziske formueforvalter GAM Holding, der falder massive knap 13 pct. til 9,06 schweizerfranc.
Overskuddet i første halvår faldt med 34 pct., da indtægterne fra performance-gebyrer faldt og kunder trak 5,6 mia. schweizerfranc ud. Nettooverskuddet blev reduceret til 55,3 mio. schweizerfranc fra 80,9 mio., schweizerfranc.
/ritzau/FINANS