USA/åbning: Som ventet lille minus ved åbningen
Kursfaldene på Wall Street fortsætter som ventet i beskedent tempo onsdag, efter at investorerne tirsdag mistede tiltroen til det amerikanske og globale opsving, efter at endnu et dyk i oliepriserne sendte en tønde olie under 40 dollar, hvor den fortsat ligger.
De tre toneangivende aktieindeks, S&P 500-indekset, de tunge aktier i Dow Jones og Nasdaq-papirerne ligger alle med fald på omkring 0,1 pct. efter godt ti minutters handel.
En tredjedel af de 30 aktier i Dow Jones-indekset stiger. Kun Goldman Sachs stiger med mere end 1 pct. Der er til gengæld ingen negativ bevægelse over 1 pct.
- Jeg ser ikke en større bevægelse på grund af al den skepsis, der er, men jeg ser heller ikke en stor bevægelse nedad, så jeg tror, at vi sidder fast omkring det nuværende niveau, siger aktiehandler Benno Galliker i Luzerner Kantonalbank i Luzern til Bloomberg News.
- Efter den megen snak om banker i Europa og den lave oliepris, er det svært for markederne at stige meget mere på kort sigt, vurderer han videre.
Blandt andre Time Warner, der ejer tv-kanalen CNN og streamingtjenesten HBO, har leveret regnskab inden børstid.
Regnskabet for andet kvartal bød på et justeret resultat per aktie på 1,29 dollar mod ventet 1,16 dollar ifølge estimater fra Bloomberg. Til gengæld var omsætningen en snert lavere end ventet, da toplinjen i kvartalet udgjorde 6,95 mia. dollar mod analytikernes bud på 7,06 mia. dollar.
Efter overordnet set at have overrasket positivt i både første og andet kvartal opjusterer selskabet forventningerne til årets samlede resultat. Nu venter Time Warner et resultat per aktie på mellem 5,35 dollar og 5,45 dollar. Tidligere ventede selskabet et resultat per aktie på mellem 5,30 dollar og 5,40 dollar.
Aktien stiger 1,9 pct. til 77,22 dollar.
I denne uge kommer der desuden regnskaber fra Kellogg, Viacom og Priceline blandt andet.
Indtil videre har 57 pct. af S&P 500-selskaberne leveret en positiv overraskelse på toplinjen, mens 79 pct. har overrasket positivt på bundlinjen.
/ritzau/FINANS