Vestas fik solid rygvind af Danske Bank på onsdagens aktiemarked
Det danske eliteindeks måtte onsdag indkassere et tab på yderligere 0,3 pct. til 1020,32 efter tirsdagens fald på 1,5 pct. Vestas havde solid medvind da selskabet toppede det danske eliteindeks efter rosende ord fra Danske Bank. Banksektoren fik også onsdag et tiltrængt pusterum efter to hårde dage med markante kurstab, imens Dong fik et markant løft inden morgendagens regnskab. I resten af Europa var stemningen mere positiv, og det tyske Dax-indeks lå med en stigning på 0,2 pct. ved dansk lukketid.
Vestas endte onsdag med en stigning på 2,2 pct. i 464,20 kr. Danske Bank anbefalede onsdag at købe aktier i Vestas forud for regnskabet for andet kvartal, idet finanshuset ser stor sandsynlighed for en opjustering af forventningerne samt en lancering af et nyt aktietilbagekøbsprogram i forbindelse med regnskabet. Vestas aflægger regnskab for andet kvartal den 18. august.
Bankerne var hårdt presset i både mandagens og tirsdagens aktiemarked, men den negative stemning blev vendt onsdag. Danske Bank steg 0,3 pct. til 177,70 kr. og Nordea endte uændret i 57,95 kr.
Novo Nordisk faldt 1,1 pct. til 366,60 kr. og dermed fortsatte nedturen efter tirsdagens fald på 2,7 pct. i kølvandet af meldingen om, at medicinalforsikringsselskabet Express Script udelod Victoza fra sin liste over foretrukne medikamenter.
Lundbeck og GN Store Nord var blandt vinderne i tirsdagens C20 Cap-indeks, men onsdag blev de sendt ned med henholdsvis 1,2 pct. til 273,30 kr. og 1,3 pct. til 125,20 kr.
Vestas og Dong Energy fik branchenyt, idet det canadiske energiforsyningsselskab Enbridge vandt aktionen over en andel i off shore vindmølleparken Hohe See udviklet af EnBW i den tyske del af Nordsøen ifølge unavngivne kilder til Reuters. Hohe See består af Siemens 7 MW-møller og har en kapacitet på 497 MW. Dong Energy, der aflægger regnskab torsdag, blev løftet med 3,6 pct. til 281,90 kr. og var da på toppen af Largecap-indekset inden morgendagens regnskab.
G4S-aktien blev presset ned med 2,7 pct. til 16,1 kr. Deutsche Bank sænkede anbefalingen på G4S til sælg fra hold, hvilket skyldtes forholdet mellem risikoen og potentialet i aktien. Kursmålet på G4S-aktien blev sænket til 165 pence svarende til 14,6 kr. fra 235 pence. Den tyske storbank skrev, at der skal gå meget i G4S' retning for, at koncernen kan opleve op til forventningerne. Dividende er også meget høj, så der er risiko for at dividende bliver sænket. G4S har fået nye kontrakter, men der er risiko for makroøkonomisk påvirkning.
A.P. Møller - Mærsks B-aktie lukkede uændret i 8800 kr. Aktien blev løftet af en stigende oliepris, hvor Brent-olien ved dansk lukketid lå med en stigning på 1,5 pct. i 42,56 dollar per tønde efter at den amerikanske olieproduktion i sidste uge viste et fald på 50.000 tønder om dagen.
ISS fik løftet sin anbefaling hos HSBC til hold fra reducer, imens kursmålet blev løftet til 245 kr. fra tidligere 230 kr. ISS-aktien endte med et fald på 0,8 pct. til 252,70 kr.
Ritzau Finans
Aktiefokus