- Opdateret 04/08/2016 kl. 06:50
Generel positiv undertone næsten overalt i Asien
De fjernøstlige aktiemarkeder ligger med en generel positiv undertone torsdag morgen, hvor dagens pengepolitiske møde i Bank of England og fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport tager investorernes fokus.
- Det dominerende tema på markedet er, at den pengepolitiske effektivt har udspillet sin rolle, og at nye lempelser - hvis påkrævet - bør komme via andre tiltag. Virkeligheden er, at renten forbliver på de rekordlave niveauer og i et miljø med moderat vækst og lav inflation, der støtter højt-ydende aktiver, bør de fjernøstlige markeder fortsat nyde godt af det, så længe det vækstbillede holder, vurderer cheføkonom Sharon Zollner fra ANZ Bank of New Zealand i Auckland i en note ifølge Bloomberg News.
I Tokyo er det stadig evalueringen af de finans- og pengepolitiske tiltag, som dominerer markedet.
- Der er en udpræget mangel på nye faktorer til virkelig at skubbe markedet op. Vi søger efter tegn på, at Japan selv er i stand til at understøtte landets økonomi, siger markedsstrateg Ayako Sera fra Sumitomo Mitsui Trust Bank i Tokyo til Bloomberg News.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks ligger med et plus på 0,3 pct., hvilket også gælder det bredere Topix-indeks.
Børsen i Hongkong følger trop med en stigning i Hang Seng-indekset på 0,6 pct., mens de fastlandskinesiske børser som de eneste er negative. Shanghai Composite og CSI 300-indekset ligger begge med et minus på 0,2 pct.
I Sydkorea ligger Kospi-indekset med en stigning på 0,2 pct., og Singapores Straits Times øger 0,3 pct., mens investorerne i Sydney går hjem med et plus på 0,4 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med små udsving omkring nulpunktet torsdag morgen.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS